Livsfarligt giftaffald lå lige ved skolen

Asbestholdigt affald lå uden forsegling ved skole, blot få meter fra cykelparkering og skolegård

Udgivet Opdateret

AF: Fagbladet 3F

Affald med det livsfarlige materiale asbest har ligget frit fremme på en parkeringsplads ved Hastrupskolen i Køge ved siden af skolens cykelparkering og skolegård.

Det viser en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet, som var på besøg på skolen den 4. juni 2024, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Frit tilgængeligt

Her blev skolens asbestholdige eternittag skiftet – men de gamle tagplader lå ifølge Arbejdstilsynet "frit tilgængeligt for offentligheden” på skolens parkeringsplads, ligesom der ikke var mærkat om, at affaldet indeholdt asbest.

Billede taget af Arbejdstilsynet den 4. juni 2024, som viser asbestholdige eternitplader ligge uden forsegling ved Hastrupskolens parkeringsplads i Køge.

Arbejdstilsynet gav virksomheden Cosmus Byg to strakspåbud og tog også billeder af affaldet, der lå blot få meter fra skolens cykelparkering og skolegård.

Er rystet

Skoleleder på Hastrupskolen Thomas Kielgast er ”rystet” over sagen.

– Det er fuldstændig vanvittigt, at man har en så lemfældig omgang med asbest og endda ved en skole. Vi ved jo, hvor farligt asbest er, siger Thomas Kielgast til Fagbladet 3F. Han oplyser, at det er kommunen og ikke skolen, der har ansvaret for renoveringen.

– Det er vildt kritisabelt, at man bare efterlader det et sted, hvor børnene kan komme så tæt på det, siger Thomas Kielgast.

Lungekræft

Asbestaffald kan frigive usynligt støv, der blandt andet kan forårsage lungekræft, og skal derfor opbevares i lukket, egnet emballage.

I et skriftligt svar til Fagbladet 3F lyder det fra ejeren af Cosmus Byg, Lars Cosmus, at han “ikke kan huske, hvor længe pladerne har ligget der”, men at man straks efter tilsynsbesøget fik dækket den brudte forsegling og kørt pladerne væk dagen efter. Her satte han også korrekt skiltning op.

Brudt op

Han skriver, at det er ”nogle fremmede”, der har brudt forseglingen.

– Pladerne blev håndteret efter gældende regler, men forseglingen blev udsat for hærværk, skriver han og vurderer, at det “højst sandsynligt er en gør-det-selv-mand, der ikke kunne komme af med sit affald”.

Powered by Labrador CMS