Maddie's forældre: -Vi håber stadig

Forældrene til Madeleine McCann har ikke opgivet håbet om at finde hende i live

Udgivet Opdateret

Forældrene til den britiske pige Madeleine McCann har fået nyt håb i sagen om deres datters forsvinden på en familieferie i 2007.

Det siger forældreparret fredag, efter at sagen torsdag tog en ny drejning.

Her blev en tysk mand sigtet og udpeget som hovedmistænkt.

- Selv om sandsynligheden er lille, så har vi ikke opgivet håbet om, at Madeleine stadig er i live, og at vi kan blive genforenet med hende, siger forældrene Kate og Gerry McCann i en udtalelse på deres hjemmeside.

Parret siger desuden, at det "byder nyheden velkommen", og at det anser udviklingen som et tegn på, at der er "fremskridt i efterforskningen".

Sigtelsen torsdag skete i Tyskland efter anmodning fra Portugal.

Den tyske mand

En tysk mand er blevet udpeget som hovedmistænkt i sagen om den britiske pige Madeleine McCanns forsvinden i 2007.

Det oplyser en portugisisk anklager.

Madeleine McCanns er glade for nyheden om, at en tysk mand nu bliver sigtet i sagen.
Madeleine McCanns er glade for nyheden om, at en tysk mand nu bliver sigtet i sagen.

Det er første gang, at en person er blevet officielt mistænkt i sagen, siden at det britiske barns forældre blev udpeget som mistænkte i 2007. Mistanken mod forældrene blev ophævet året efter.

Madeleine forsvandt fra sit soveværelse i maj i 2007 under en familieferie i Algarve-regionen i Portugal, mens hendes forældre spiste middag i nærheden af hotellet.

Efterforsker tysk mand

Anklagere i Faro, der er den største by i Algarve, har torsdag ikke sat navn på den hovedmistænkte, men skriver i en erklæring, at han er tidligere blevet identificeret som mistænkt af de tyske myndigheder.

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt kort før sin fire års fødselsdag. (Arkivfoto).
Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt kort før sin fire års fødselsdag. (Arkivfoto).

Tysk politi fortalte i 2020, at det efterforskede en tysk mand i sagen. Politiet i Tyskland har tidligere oplyst, at sagen bliver efterforsket som en drabssag.

Tidligere dømt

Den mistænkte i Tyskland sidder i forvejen fængslet i en anden sag. Han er tidligere dømt for voldtægt af en kvinde og overgreb på børn. Han nægter at være involveret i Madeleine McCanns forsvinden.

Den mistænkte boede i Algarve i 1995 og 2007 og lavede ifølge retsdokumenter indbrud i hoteller og ferielejligheder.

Ingen spor af pigen

Politiet i Tyskland har blandt andet gravet i to dage i en kolonihave i Hannover som led i efterforskningen. 

Den skulle være anvendt i 2007 af den nu hovedmistænkte mand i sagen.

Tysk politi modtog deres første tip, der forbinder den mistænkte med Madeleines sag, i 2013.

Der var stor international bevågenhed, da Madeleine McCann forsvandt under familieferien i Portugal i 2007. Det skete, kort tid inden at hun ville være fyldt fire år.

I de 15 år, der er gået, er der på trods af en enorm international eftersøgning ikke fundet nogen spor af den forsvundne pige.

MADELEINE MCCANN-SAGEN

Madeleine McCann-sagen er en forsvindingssag som tog sit udgangspunkt torsdag den 3. maj 2007 da den tre år gamle britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra en feriebolig i Praia da Luz i Algarve-regionen i det sydlige Portugal.

Sagen har vakt opsigt verden over, og kendte stjerner som David Beckham, Cristiano Ronaldo og J. K. Rowling er kommet med opfordringer til gerningsmændene om at lade Madeleine McCann komme tilbage til sin familie. Den britiske avis News of the World har udlovet en dusør på 2,5 millioner pund, til den som bidrager med information som fører til, at Madeleine McCann bliver fundet. I tillæg har flere forretningspersoner, andre aviser og også en kollega af Madeleine McCanns mor udlovet dusører. Tilmed har Pave Benedikt 16. skænket dem en audiens i Vatikanet.

Umiddelbart efter pigens forsvinden arbejdede det portugisiske politi ud fra en teori om, at hun er blevet kidnappet. Den 14. maj 2007 blev det kendt at en brite (Robert Murat) som er bosat bare nogle få hundrede meter fra McCann-familiens bolig, var blevet mistænkt i sagen, og også en russer, som er en bekendt af briten, har været i politiets søgelys. Disse mistanker er dog blevet frafaldet.

Den 6. september 2007 tog sagen en drejning, da politiet valgte at mistænke først Madeleines mor, Kate McCann, som blev underlagt et 11 timer langt forhør med en mistænkts rettigheder – efterfølgende er også faren, Gerry McCann, blevet officielt mistænkt. Der spekuleres på om forældrene ved en fejltagelse skulle være kommet til at dræbe Madeleine, ved eksempelvis at give hende en for stor dosis sovemedicin.

Politiet har ifølge Gerry McCanns søster tilbudt Madeleines mor to års fængsel, hvis hun indrømmer, at hun bedøvede Madeleine, hvorefter denne døde.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS