Mand anholdt efter knivdrab i nat
En 34-årig mand er blevet dræbt af knivstik i nat - en 29-årig mand er desuden hårdt såret
Politiet er tirsdag morgen til stede på en adresse i Herning, hvor det efterforsker et formodet knivdrab på en 34-årig mand.
Også en 29-årig mand er hårdt såret.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi tidligt tirsdag morgen i et opslag på det sociale medie X.
De pårørende til den dræbte er underrettet.
Politiet fik anmeldelse om hændelsen klokken 00.52 natten til tirsdag. Herefter rykkede det ud til en adresse på Gormsvej, der ligger i det centrale Herning.
Her blev en 54-årig mand, der formodes at være gerningsmanden, anholdt.
Ofre kendte formentlig hinanden
Knivstikkeriet skete på den formodede gerningsmands adresse, fremgår det.
Politiet oplyser, at de to ofre og den anholdte formentligt kendte hinanden forud for hændelsen.
- Den indledende efterforskning tyder på, at de involverede har haft en uoverensstemmelse, skriver politikredsen.
Det lyder tirsdag morgen videre, at politiet forventer at være til stede i området omkring adressen et godt stykke tid endnu.
Søger vidner
Vidner, der har set noget omkring Gormsvej sent mandag aften eller først på natten, eller som har øvrige oplysninger, opfordres til at henvende sig til politiet på telefon 114.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om sagen.