Mand død i ulykke

En lastbil og en personbil kørte frontalt sammen ved Hjørring tirsdag. Personbilens fører har mistet livet.

Udgivet Opdateret

En 31-årig mand er afgået ved døden efter en trafikulykke ved Sæbyvej omkring nummer 215 i Hjørring tirsdag eftermiddag.

Det oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi Ole Buus.

Var alene

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 15.00.

Den 31-årige kørte i en personbil, som stødte frontalt sammen med en lastbil.

Der er ikke andre tilskadekomne. Begge chauffører var alene i køretøjerne, oplyser Ole Buus.

De pårørende til den 31-årige, som er fra lokalområdet, er underrettet.

Vej spærret

Sæbyvej er spærret og ventes tidligst åben igen tirsdag aften klokken 18.00.

De nærmere omstændigheder ved ulykkens forløb undersøges af en bilinspektør, som skal udarbejde en rapport. 

Det er sædvane i alvorlige færdselsulykker.



Powered by Labrador CMS