Mand dømt: Voldtog steddatter
En 46-årig mand er blevet dømt for at have voldtaget sin steddatter
Retten i Kolding har onsdag idømt en 46-årig mand fra Fredericia fem års fængsel for gennem en årrække at have udsat sin steddatter for voldtægt og andet seksuelt misbrug.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Voldtægt og billeder
Misbruget stod på i fem år og begyndte, da steddatteren var ni år gammel.
Foruden voldtægt er manden tiltalt for blufærdighedskrænkelser og for at have foretaget uberettiget fotografering af steddatteren.
Han var i juli 2024 i besiddelse af billeder af seksuel karakter af hende, ligesom han også havde billedmateriale af andre personer under 18 år.
Alvorlig sag
- Det er en alvorlig sag, hvor en pige er blevet udsat for overgreb over en periode på flere år fra hun var 9 til 13 år. Den 46-årige nægtede sig skyldig, men retten lagde vægt på hendes forklaring. Derudover blev der fundet seksuelle billeder af pigen på hans telefon og computer, og han blev også dømt for at have været i besiddelse af en mindre mængde seksuelt materiale af andre personer under 18 år på hans computer. Også disse forhold blev han dømt for, siger anklager Siv Lund Mygind.
Manden har anket dommen.