Mand forsøgte at dræbe sine forældre - nu er der nyt

En 26-årig mand var sindssyg i gerningsøjeblikket, da han i juli sidste år forsøgte at dræbe sine forældre.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 26-årig mand er fredag i Retten i Odense blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid for at have forsøgt at dræbe sine forældre i juli sidste år.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Drabsforsøget fandt sted om eftermiddagen 5. juli sidste år ved en bålhytte i Odense.

Ifølge anklageskriftet stak den 26-årige sin mor i halsen, så hun tabte meget blod og var i livsfare. Derefter angreb manden sin far med kniven og stak ham i ryggen.

Det lykkedes forældrene at få standset deres søns vold, da moren slog ham i hovedet med en sten.

Ikke egnet til almindelig straf

En mentalundersøgelse har ifølge Fyens Stiftstidende konkluderet, at den 26-årige var sindssyg i gerningsøjeblikket, og Retslægerådet har vurderet, at han ikke er egnet til anden straf end anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Den 26-årige havde inden drabsforsøget været indlagt på psykiatrisk afdeling. Her har han også udvist voldelig adfærd. Han er dømt for at have forsøgt at angribe en ansat på afdelingen med en kniv juleaften i 2023.

Den 26-årige modtog dommen.

Powered by Labrador CMS