Mangler beviser: Anklager opgiver at føre drabssag
Efter stor efterforskning har Midt- og Vestsjællands Politis anklagemyndighed afgjort en usædvanlig sag.
Anklagemyndigheden har frafaldet sigtelserne i en opsigtsvækkende sag mod en 62-årig mand, der i en periode i foråret var varetægtsfængslet på en mistanke om, at han var årsag til tre dødsfald i Roskilde.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag.
Manden blev anholdt i marts og varetægtsfængslet, før han i maj blev sat på fri fod igen. Sigtelserne angik drab af to kvinder og en mand.
I en udtalelse fastslår en anklager, at der ikke er beviser for, at der er sket noget strafbart.
- Politiet har gennemført en større efterforskning i sagen, og det er ikke muligt at konkludere, at der er foregået noget strafbart, siger senioranklager Andreas Dahl.
- Dermed er sigtelserne i alle tre sager frafaldet i forhold til den mand, der har siddet fængslet i sagen, fortsætter han.