Mistede øje ved overfald
51-årig mand har fået varige, alvorlige skader efter overfald
En 51-årig mand har fået alvorlige varige skader efter et overfald i Assentoft ved Randers i november sidste år.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tre mænd på henholdsvis 17, 24 og 26 er alle blevet idømt fængselsstraffe for vold af særlig farlig karakter.
De to mænd på 24 og 26 år er blevet idømt fem års fængsel, mens dommen til den 17-årige lød på fire års fængsel.
Lokket ud til grusgrav
Den 17. november sidste år tog den 51-årige til en grusgrav, hvor han havde aftalt at mødes med den nu dømte 24-årige, som han kendte i forvejen.
Efter kort tids samtale, sprøjtede den 24-årige peberspray i øjnene på den 51-årige, hvorefter den 17-årige og 26-årige kom til.
I fællesskab gennembankede de den 51-årige mand med et koben og en hammer og truede ham med kniv til at udlevere sit kreditkort, hvorefter de hævede at ukendt antal tusinde kroner på kortet.
Mistede øje
Overfaldet var så bestialsk, at den 51-årige måtte have bortopereret det ene øje, ligesom han også fik brækket kæben.
Gerningsmændene filmede overfaldet og delte det med deres venner på Snapchat.
Den 51-årige opsøgte selv hjælp efter det alvorlige overfald.
Økonomisk og personligt motiv
De tre gerningsmænd blev anholdt på dagen for overfaldet.
- Det ser ud til, at det har været en blanding af et økonomisk motiv og et personligt motiv, der handlede om, at gerningsmændene manglede penge og havde en opfattelse af at være blevet krænket af den 51-årige. De påståede krænkelser har politiet dog ikke kunne finde bevis for, siger senioranklager hos Østjyllands Politi, Rosa Pape.
De tre mænd nægtede sig skyldige og udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.