Narkobilist ramler ind i patruljevogn

En 35-årig mand er mandag blevet idømt fængsel for blandt andet hensynsløs og farlig kørsel

Udgivet Opdateret

En 35-årig mand er mandag blevet idømt en tillægsstraf på ni måneders ubetinget fængsel for blandt andet farlig kørsel mellem Middelfart og Fredericia. På køreturen blev en patruljevogn påkørt.

Det oplyser Retten i Odense.

Var påvirket

Ifølge sagens anklageskrift, som Ritzau har set, var den dømte påvirket af amfetamin og alkohol på turen. Anklagemyndigheden ved Fyns Politi estimerer, at køreturen tog den 35-årige lidt over en halv time.

Undervejs undlod han ifølge anklageskriftet at standse, da politiet gjorde tegn til det, i Middelfart.

Han kørte imod kørselsretningen både på Kolding Landevej og på Taulovmotorvejen.

Dømt i anden sag

På Kolding Landevej måtte de modkørende bremse op eller køre til siden for at undgå påkørsel.

Anklagerfuldmægtig Emilie Andersen oplyser, at straffen er udmålt som en tillægsstraf, da manden sidste år også blev dømt i en anden sag.

Domstolene kan idømme tillægsstraffe, når en sag handler om noget, som er begået forud for den anden dom.

Tra betjente

Man kan kun få en tillægsstraf, hvis den nye sag ville have gjort straffen i den første sag højere.

Ifølge anklageskriftet sad der tre politifolk i den patruljevogn, som blev påkørt. Der skete kun materiel skade i forbindelse med påkørslen.

FYNS POLITI

Fyns Politi dækker Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nordfyn, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø kommuner.

Fyns Politi betjener 485.000 borgere og har et areal på godt 3.500 km2. 

Fyns Politi blev grundlagt den 1. januar 2007 ved politireformens sammenlægning af landets daværende 54 til 12 kredse.

Kilde: Fyns Politi
Powered by Labrador CMS