Nyt om lille pige i varebil

Frygt for lille piges velbefindende

Offentliggjort

Fyns Politi udrullede torsdag eftermiddag det helt store apparat, da man frygtede, at en lille pige kunne være blevet bortført i Glamsbjerg på det vestlige Fyn.

Politiet havde fået en melding om, at en pige på seks til ni år var set stige ind i en varebil ved en skole.

Inden hun steg ind i bilen, havde den lille pige virket forvirret.

Derfor troede et vidne, at pigen kunne være blevet samlet op af en fremmed.

Droner og helikopter

Fyns Politi sendte derfor både droner og helikopter i luften i eftersøgningen af varebilen og den lille pige.

Man bad samtidig offentligheden komme med selv den mindste oplysning, så der kunne skabes klarhed over, hvorvidt pigen var i fare.

Kort efter klokken 18 torsdag afblæste Fyns Politi så den store politiaktion.

Vidnet handlede rigtigt

Føreren af varebilen, der samlede pigen op ved skolen, var pårørende til pigen, og hun har ikke været udsat for noget kriminelt.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Men da pigen ikke vidste, at hun skulle hentes af familiemedlemmet i varebilen, virkede hun forvirret, inden hun satte sig ind i varebilen.

Vidnet reagerede på forvirringen og antog, at pigen og den pårørende ikke kendte hinanden.

Derfor kontaktede vidnet skolen, som alarmerede Fyns Politi.

Fyns Politi betoner, at vidnet gjorde det helt rigtige.

Fyns Politi takker i pressemeddelelsen for de mange henvendelser, og sætter stor pris på borgernes engagement.

 

Powered by Labrador CMS