Påkørte betjent brutalt: Mand kendt skyldig

Retten finder, at 21-årig mand kørte hensynsløst, da han påkørte betjent, der blev hjerneskadet ved ulykken

Udgivet Opdateret

Det var hensynsløst og udtryk for manglende agtpågivenhed, da en 21-årig mand for et år siden påkørte og invaliderede en betjent i Aarhus.

Det har et nævningeting ved Retten i Aarhus torsdag bestemt.

Betjenten var i færd med at lægge sømmåtter ud ved krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej for at standse den VW Polo, den 21-årige førte.

Fortsatte over for rødt

Men bilen fortsatte over for rødt lys, og betjenten blev ramt. Den 32-årige betjent pådrog sig en hjerneskade og en delvis lammelse.

Den 21-årige har erkendt, at han førte bilen, men har han afvist, at han kørte hensynsløst og havde til hensigt at påkøre betjenten.

- Jeg havde ingen chance for at se ham (betjenten, red.), når han sad på hug, sagde den tiltalte ifølge JP Aarhus i retten.

Vakte stor opmærksomhed

Sagen vakte stor opmærksomhed, ikke mindst da det kom frem, at den tiltalte i et tv-klip på TV 2 Østjylland tidligere havde udtalt, at han ”var kendt som vanvidsbilist her rundtomkring”, og at han ikke respekterer rødt lys.

Foreningen Thin Blue Line, der arbejder for at støtte tilskadekomne politiansatte, iværksatte efterfølgende en støtteindsamling. Her er der blevet indsamlet mere end to millioner kroner.

Betjentens hustru, der har været til stede under dele af sagens behandling i retten, har i en erklæring udtrykt sin taknemmelighed over støtten.

Den 21-årige mand er kendt skyldig, men dommen er endnu ikke afsagt.
Den 21-årige mand er kendt skyldig, men dommen er endnu ikke afsagt.

Fremskridt for betjenten

Hun har også beskrevet, at der langsomt sker fremskridt. Den 32-årige betjent er dog stadig ude af stand til at udføre nogen handlinger selv, fremgår det af erklæringen.

Den tiltalte stak af efter påkørslen og var i to døgn efterlyst, indtil han selv meldte sig til politiet.

Ud over episoden med påkørslen var den 21-årige tiltalt for en lang række lovovertrædelser, blandt andet at køre bil, mens førerretten var administrativt inddraget.

ANKLAGERNE

6. august 2020: For at have sat sig ulovligt i forbindelse med personer i Aarhus Arrest.

23. september 2020: For at have ført personbil i busbane.

23. september: For at have kørt over for rødt lys.

9. november 2020: For at have stjålet 64 Redbull fra en tank.

27. november 2020: For at have kørt over for rødt lys.

27. november 2020: For - i samme sag - at have at kørt over for gult/rødt lys.

11. december 2020: For at have brugt en venstresvingsbane til ligeud-kørsel  og for at have overskredet spærrelinjer "Hvorved der opstod fare for modkørende trafikant".

25. december 2020: For at have været i besiddelse af en løsskudspistol. 

4. januar 2021: For at have overfaldet polititjenestemænd med ord som: "I er nogle fucking svanse", "I er nogle fucking bøsserøve" og "I er nogle fucking ludere". (Eller lignende).

4. januar 2021: For - i samme sag - at have lagt hindringer i vejen for anholdelse. 

26. januar 2021: For at have råbt "Fuck af" til betjent. (Eller lignende).

26. februar 2021: For at have undladt at stoppe - på trods af, politiet gav tegn med lys og lyd.

11. marts 2021: For at have benyttet håndholdt mobiltelefon. 

11. marts 2021: For - i samme sag - ikke at have medbragt kørekort.

12. marts 2021: For at have kørt 117 km/t i en 70-zone.

12. marts 2021: For - i samme sag - ikke at have medbragt kørekort.

15. marts 2021: For at have været i besiddelse af tre bomberør.

20. marts 2021: For at have været i besiddelse af totenschlæger.

20. marts 2021: For - i samme sag - at have råbt "Din fucking luder" (eller lignende) til politiassistent.

20. marts 2021: For at have overladt køretøj til person uden førerret.

20. marts 2021: For at have kørt over for rødt lys.

7. april 2021: For at have overladt køretøj til person uden førerret.

9. april: For at have benyttet håndholdt mobiltelefon.

12. juni 2021: For at have skubbet en kvinde ned i en sofa, hvor hun blev fastholdt at tiltalte. Derudover for at have taget hendes telefon.

12. juni 2021: For at have sparket til et fjernsyn.

18. juni 2021: For at have nægtet at standse på politiets opfordring. For at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter - subsidiært forvoldt nærliggende fare for tjenestegørende betjent ved at have kørt frem mod samme, der måtte træde til side for ikke at blive ramt. Tiltalt for at påkøre patruljevogn, hvorved betjenten fik sit ben i klemme i bildøren. Tiltalte undlod at standes.

18. juni 2021: For - i samme sag - at have undladt at standse for eftersættende patruljevogn.

18. juni 2021: For - i samme sag - at have kørt bil uden førerret.

18. juni 2021: For - i samme sag - at have optrådt hensynsløs i trafikken ved at køre mindst 80 km/t i en 60-zone. 

       a) Skiftede til modsatte vejbane, hvorfor anden bilist måtte bremse og køre op på cykelsti for at undgå sammenstød, hvorved der opstod nærliggende fare for bilistens liv eller førlighed.

       b) Kørte for tæt på forankørende, der måtte undvige for at blive påkørt, hvorved der opstod nærliggende fare for bilistens liv eller førlighed.

        c) Påkørte personbil, der holdt for rødt, hvor personbilen blev skadet, og der opstod nærliggende fare for bilistens liv eller førlighed. Tiltalte undlod at standse.

        d) Kørte over for rødt og rammer tjenestegørende betjent, der pådrog sig blødninger i hjernen, blødninger i lungerne, sammen i begge lunger, brud på højre hoftebenskam og fik overrevet beskadiget nerver i hjernen, hvilket har resulteret i varig hjerneskade og lammelse i højre side af kroppen. Også her opstod der nærliggende fare for betjentens liv eller førlighed. For at have undladt at standse og hjælpe en person, der øjensynligt var i livsfare. 

28. oktober 2021: For - i forbindelse med overvåget besøg i Aarhus Arrest - at have overfaldt betjent med "Det er bare fordi, der står 1-0 til mig" og "Du er et fucking svin, og det ved du godt". (Eller lignende).

Kilde: Politiets anklageskrift

Straffen mangler endnu

Efter at de tre dommere og seks nævninger nu har taget stilling til skyldsspørgsmålet, skal forsvarsadvokat og anklager argumentere for en passende straf.

Det er endnu uvist, hvornår der afsiges dom.

Powered by Labrador CMS