Pirat-sag: Dansker skød først

En formodet pirat, som var i ildkamp med danske soldater i Guineabugten, afgiver nu forklaring på dansk jord

Fregatten Esbern Snare i Guinea-bugten.
Fregatten Esbern Snare i Guinea-bugten.
Udgivet Opdateret

Det var fregatten "Esbern Snares" Seahawk-helikopter, der først affyrede skud mod de formodede pirater, som i november sidste år kom i ildkamp mod danske soldater ved Guineabugten ud for det vestlige Afrika.

Sådan lyder forklaringen fra en af de formodede pirater, som fredag udtaler sig under et grundlovsforhør i Københavns Byret.

Amputeret benet

Han er sigtet for drabsforsøg, hvilket han nægter.

Sammen med tre andre formodede pirater blev han tilbageholdt af danskerne efter ildkampen, der fandt sted 24. november. Han blev i første omgang tilbageholdt sammen med de andre på den danske fregat.

Han kom dog til skade og har fået amputeret sit ben, så senere blev han overført til et hospital i Ghana.

Ikke forsvarligt

Forsvaret har vurderet, at det ikke vil være forsvarligt at løslade ham til søs, fordi han er tilskadekommen og har været indlagt på et hospital i Ghana.

Derfor er han blevet fløjet til Danmark, hvor han altså nu stilles for en dommer og kræves varetægtsfængslet.

De tre andre formodede pirater er blevet løsladt. Det har ikke været muligt at udlevere dem til retsforfølgning i nærområdet. Det betyder, at de tre skulle bringes til Danmark, hvis der skulle føres en straffesag.

Esben Snare

Fregatten Esbern Snare eller HDMS Esbern Snare (F342) er et skib af Absalon-klassen tilhørende Søværnet. Skibet havde tidligere betegnelsen L17 Esbern Snare.

Fregatten Esbern Snare er opkaldt efter krigeren Esbern Snare (Hvide), der med sit skib alene kæmpede mod 40 vendiske skibe, for til sidst at narre dem på flugt i nattens mulm og mørke. Desuden var han bror til Absalon.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS