Politi slår kloen i kamikaze-bud
Han får både en bøde og et klip
Det var en 25-årig mand fra Favrskov Kommune, der torsdag lod hånt om de bomme, de var gået ned på en jernbaneoverskæring.
Det kunne have fået helt fatale konsekvenser for pakkebuddet.
Konsekvenser fik det for både en lokomotivfører og togdriften.
Et knallertbud fra distributionsselskabet DAO valgte tidligt torsdag morgen at forcere bommene ved Svejbæk - lige foran et Arriva-tog.
Togfører steg af
Buddet var ifølge Arriva så tæt på at blive ramt, at lokomotivføreren kort efter måtte melde pas - og forlade posten, hvilket altså påvirkede togdriften på strækningen Struer-Herning-Aarhus et godt stykke op ad dagen.
- Det er meget lidt smart, sagde Bent Riber Nielsen, politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg, torsdag til Newsbreak.dk om pakkebuddets handling.
Nu er den 25-årige sigtet i sagen.
- Han er sigtet for at overtræde færdselslovens paragraf 5, stykke 1 og 2, siger Bent Riber Nielsen fredag til Newsbreak.dk.
Den sigtede får derfor både en bøde og et klip i kørekortet.
- Og han erkender, siger Bent Riber Nielsen.
Påvirket af hændelsen
Lokomotivføreren blev så påvirket, han måtte stoppe sit arbejde.
- Lokoføreren er meget påvirket af oplevelsen. Selv om der ikke skete noget denne gang, så kender vi konsekvenserne. Det overrasker, at buddet bevist kører igennem bommene, når de er nede, sagde Thomas Fog-Petersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Arriva, til TV Midtvest.
Det er ikke længe siden, at en 35-årig kvinde blev dræbt i netop en jernbaneoverskæring.
- Buddet tænker ikke over, hvad det er, som vedkommende udsætter togføreren for. Det er ikke rimeligt, siger Bent Riber Nielsen og hentyder til ulykke, der skete 29. juni i Funder ved Silkeborg.
Skriftlig advarsel
Hos DAO tager man sagen meget alvorligt.
Det fortalte Morten Villberg, administrerende direktør i DAO, torsdag til Newsbreak.dk.
- Vores bude skal ikke tage sådanne chancer. Hverken for deres eller andres skyld, sagde han.
Firmaet havde en formodning om, hvem buddet kunne være - og det skulle vise sig at holde stik.
Bent Riber Nielsen siger da også, at firmaet har været meget behjælpelig i sagen.
Morten Villberg og DAO vil give buddet en skriftlig advarsel for forseelsen.

