Politihund fælder indbrudstyv
Havde flere indbrud på samvittigheden
En vaks politihund og dens hundefører, der egentlig havde fyraften, standsede tirsdag aften en 33-årig indbrudstyv med en række indbrud på samvittigheden.
Indbrudstyven er siden blevet varetægtsfængslet sigtet for seks indbrud og forsøg på indbrud et syvende sted.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tog flugten
Sent tirsdag aften opdagede bebeoere i en villa i Vejgård, at en mand gik og lyste ind ad deres vinduer.
De råbte manden an, og han stak straks af.
En hundefører fra Nordjyllands Politi opholdt sig i nærheden og blev alarmeret af larmen.
Hundeføreren og hans hund havde egentlig fri, men da hundeføreren hører, at tyven har taget flugten, får han straks sin hund ind i bilen og kører af sted for at lede efter indbrudstyven, fortæller politikommissær Ulf Munch Sørensen.
Fik flere advarsler
Efter kort tid fandt hundeføreren og politihunden den 33-årige mand.
Politimanden råbte ham an, men det fik ham blot til endnu en gang at tage flugten.
Efter flere advarsler slap hundeføreren hunden løs, og den indhentede hurtigt manden og stoppede ham, hvorefter hundeføreren kunne anholde indbrudstyven.
Under den fire uger lange varetægtsfængsling skal Nordjyllands Politi nu underrsøge, om den 33-årige mand kan sættes i forbindelse med yderligere indbrud.