Putin truer med angreb på britiske mål

Storbritannien er i russiske øjne de facto en part i konflikten med Ukraine, lyder det i udtalelse

Udgivet Opdateret

Rusland advarer efter en udtalelse fra den britiske udenrigsminister om, at landet kan angribe britiske militæranlæg både i og uden for Ukraine.

Den britiske ambassadør i Rusland, Nigel Casey, er blevet indkaldt til samtale som led i en formel protest.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium mandag.

Vladimir Putin er klar til at slå til mod britiske mål.

Den russiske udmelding er en reaktion på, at den britiske udenrigsminister, David Cameron, har sagt, at Ukraine kan bruge britiske våben til at angribe Rusland.

Har retten til det

Under et besøg torsdag sidste uge i Ukraine sagde Cameron, at Ukraine "absolut har retten til at slå tilbage mod Rusland".

Han sagde også, at den britiske regering ikke lægger begrænsninger på, hvordan ukrainske styrker bruger de våben, som Storbritannien har leveret.

Camerons udtalelser betyder, at Storbritannien nu af Rusland anses for de facto at være en part i konflikten. Sådan lyder det i udtalelsen fra Ruslands udenrigsministerium.

Heraf fremgår det også, at ambassadøren Casey i samtalen blev advaret om, at et russisk modsvar "på ukrainske angreb på russisk territorium med britiske våben kan blive ethvert britisk militæranlæg og -udstyr på ukrainsk territorium eller andre steder".

Katastrofe

- Ambassadøren blev indkaldt for at reflektere over de uundgåelige katastrofale konsekvenser af den slags fjendtlige tiltag fra London (...), står der i meddelelsen.

Casey blev bedt om med det samme at "afvise de aggressive, provokerende udtalelser" fra Cameron "på en beslutsom og utvetydig måde".

Powered by Labrador CMS