Redder kærestens liv
Drama da hendes kæreste var bevidstløs
Chili, der bor i Hedensted Kommune, får nu stor ros af Sydøstjyllands Politi for at have reddet hendes kærestes liv.
En dag i juni i år kunne Chili ikke komme i kontakt med kæresten, som var inde på parrets badeværelse.
- Døren var låst, og hun kunne derfor ikke komme ind til ham. Det resulterede i, at Chili med sine bare næver kæmpede sig igennem badeværelsesdøren, hvilket påførte hende skader på hænder og arme, beretter Sydøstjyllands Politi på Facebook.
Var bevidstløs
Da Chili kom ind til sin kæreste, var han bevidstløs og uden vejrtrækning.
Chili påbegyndte livreddende førstehjælp, og efter kort tid trak kæresten vejret igen.
Chili fik ringet 112, og hjælpen kom umiddelbart efter.
Reddede ham
- Det er Sydøstjyllands Politis vurdering, at Chili egenhændigt ydede en ekstraordinær og glimrende indsats, da hun resolut og beslutsomt smadrede døren ind til badeværelset, ydede førstehjælp og dermed reddede sin kærestes liv, fastslår politiet.