Rockere frifundet for drabsforsøg

Anklagemyndigheden rejste tiltale om forsøg på manddrab mod mænd fra Bandidos. Pistol blev ikke affyret

En større nævningesag er blevet afsluttet søndag i Retten på Frederiksberg. Tilhørerne fyldte alle stolepladser, og flere måtte stå op. (Arkivfoto).
En større nævningesag er blevet afsluttet søndag i Retten på Frederiksberg. Tilhørerne fyldte alle stolepladser, og flere måtte stå op. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Et retslokale på Frederiksberg har søndag formiddag genlydt af et højt brøl og klapsalver i to omgange.

Reaktionen kom fra størstedelen af omkring 30 tilhørere. De overværede, at fem mænd fra Bandidos blev frifundet for anklagen om, at de i januar sidste år forsøgte at dræbe en ukendt mand i Valby.

- Ja, blev der brølet i kor, da retsformanden oplæste konklusionen.

Havde skarpladt pistol

To af de tiltalte er dog fundet skyldige i at have kørt rundt i en stjålen bil med en pistol af mærket Mauser med skarp ammunition. Besiddelsen skete som led i en voldelig konflikt med gruppen NNV, mener retten.

Men pistolen blev hverken affyret eller forsøgt affyret, da de to rockere om aftenen 29. januar sidste år var kørt til området ved Paradisæblevej og Glostervej i Valby.

Spottede betjente

I bilen havde politifolk installeret en mikrofon. På optagelsen er der meget støj. Men det er muligt at høre, at mændene på et tidspunkt snakker om en kæmpe risiko, hvis de bliver taget, og om "15-16 år".

Begge bar skudsikre veste, og den ene havde iført sig sorte engangshandsker.

I Valby fik mændene øje på civile betjente. Efter at have forladt Valby kørte de bilen til Hedehusene i et forsøg på at brænde den af, har anklagemyndigheden påstået under sagen.

Manglede bevis

Men flertallet i nævningetinget - tre dommere og fire nævninger - slår altså fast, at der ikke er tilstrækkeligt bevis for, at deres hensigt var at dræbe en person fra grupperingen NNV.

Der er heller ikke bevis for, at de øvrige tre tiltalte mænd fra Bandidos deltog i et forsøg på manddrab.

BANDIDOS

Bandidos Motorcycle Club, også kendt som Bandido Nation, er en verdensomspændende rockergruppe og kriminel organisation med et globalt medlemskab. Klubben blev dannet i 1966 af Don Chambers i Texas. Dens motto er We are the people our parents warned us about

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS