Så mange dræber unge spritbilister

De unge er årsag til hver tredje dræbte eller alvorligt kvæstede i spritulykker

Udgivet Opdateret

Fulde bilister i alderen 17 til 24 år er skyld i mange spritulykker, hvor personer enten mister livet eller kommer alvorligt til skade. 

Faktisk er de unge spritbilister årsag til hver tredje dræbte eller alvorligt kvæstede i ulykkerne. 

I perioden 2017 til 2021 var det 189 ud af i alt 523 dræbte eller tilskadekomne i spritulykkerne, hvor føreren af bilen var i alderen 17 til 24 år, viser tal fra Vejdirektoratets Ulykkesstatistik.

Anbefaler ny promillegrænse

Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden sætter nu fokus på problemet med en kampagne målrettet de unge.

- Tallene taler deres tydelige sprog, når vi ser på unge bilister i alvorlige spritulykker. Rådet for Sikker Trafik anbefaler blandt andet en promillegrænse på 0,2 for nye bilister.

- Det ville gøre det klart, at man ikke skal drikke alkohol og efterfølgende køre bil, siger Morten Wehner, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

I en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke svarer 12 procent af de 17-24-årige bilister, at de har kørt spritkørsel inden for det seneste år.

Til sammenligning gælder det for fire procent af bilisterne over 25 år.

Sig fra over for fuld ven

De unge i aldersgruppen udgør cirka ti procent af befolkningen. 

Derfor vurderer Rådet for Sikker Trafik, at unge bilister er markant overrepræsenteret som førere i spritulykker, hvor der er dræbte eller alvorligt tilskadekomne.

- Det er helt afgørende, at man selv tager ansvar for, at man ikke ender som spritbilist. Før man skal til et socialt arrangement, hvor der serveres alkohol, skal man være sikker på, hvordan man kommer hjem.

- Ser man en ven, der måske har fået for meget at drikke, er det også vigtigt, at man siger fra, tilbyder at splejse til en taxa eller foreslår en overnatning på sofaen, siger René Højer, projektchef i Trygfonden.

Kører især spritkørsel på landet

Det er særligt i landkommunerne, hvor der sker mange ulykker, i forhold til antallet af unge, som bor der.

I hovedstads- og storbykommunerne bor 49 procent af landets 17-24-årige, mens det kun er 15 procent af de alvorlige ulykker, der sker her.

Blot 17 procent af de unge 17-24-årige bor i landkommunerne.

Men her sker hele 41 procent af de alvorlige ulykker med enten dødsfald eller alvorligt tilskadekomne. 

Unge er markant overrepræsenteret som førere i spritulykker, hvor der er dræbte eller alvorligt tilskadekomne. (Arkivfoto).
Unge er markant overrepræsenteret som førere i spritulykker, hvor der er dræbte eller alvorligt tilskadekomne. (Arkivfoto).

Straffen for at køre med sprit i blodet

Nedenstående gælder for tilfælde, hvor der ikke er sket en ulykke i forbindelse med spritkørslen.

Førstegangstilfælde

Promille mellem 0,5 og 1,2

Du får frakendt kørekortet betinget. Det betyder at du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve) inden for 6 måneder for at beholde kørekortet. Dumper du et forsøg, mister du kørekortet, indtil du har bestået begge prøver.
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.

Promille mellem 1,2 og 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i 3 år. Du kan vælge at forkorte din frakendelsestid med 1 år mod at køre med alkolås i 2 år. Læs mere om alkolås her
Du får en bøde, der ca. svarer til din netto månedsløn gange med promillen
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Promille over 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i min. 3 år. Herefter skal du enten køre med alkolås i 2 år, eller du må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet. Læs mere om alkolås her
Du får 20 dages betinget fængsel
Du får en bøde, der ca. svarer til en netto månedsløn
Din bil kan blive konfiskeret
Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.
For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve)

Gentagelsestilfælde

Hvis du kører spritkørsel flere gange, stiger straffen. Hvad du præcist får i straf, afhænger af promillen, hvor mange gange, du har kørt spritkørsel – samt øvrige omstændigheder.

Du vil få frakendt kørekortet ubetinget i en periode – fx 3 år, 5 år eller længere.
Du får en betinget fængselsdom; hvor længe afhænger af omstændighederne
Du bliver omfattet af alkolåsordningen. Læs om den her.
Du får en bøde.
Din bil kan blive konfiskeret
Betingelserne for at generhverve kørekortet er deltagelse i ANT-kursus og bestået kontrollerende køreprøve.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Powered by Labrador CMS