Sad fast i tårn

To personer måtte hejses ned fra højt tårn

Udgivet Opdateret

To ældre mænd fik et ufrivilligt langt ophold i turistmålet Marsktårnet ved Skærbæk i weekenden skriver jv.dk.

Sammen med en tredje mand var de ved at tage en prøvetur i den nye elevator i Marsktårnet.

Men et eller andet sted på vej mod toppen 25 meter oppe satte elevatoren sig fast og var ikke til at rokke ud af stedet.

Den yngste af de tre mænd kunne ved egen hjælp hæve sig op fra elevatoren og gå ned fra tårnet.

To ældre sad fast

Men de to ældre havde ikke de samme kræfter, og måtte vente på tilkaldt redningsmandskab.

Uheldet med elevatoren skete sidst på eftermiddagen søndag. Tårnet var på det tidspunkt ikke åbent for offentligheden. Det var alene folk, der har skudt penge i Marsktårnet og deres familiemedlemmer, der var til stede.

De to ældre mænd sad fast i 3-4 timer, og på et tidspunkt blev der sænket lidt mad og drikke ned til dem, mens de ventede på redningsmandskabet.

To personer måtte hejses ned fra Marsktårnet, efter at en elevator satte sig fast.
To personer måtte hejses ned fra Marsktårnet, efter at en elevator satte sig fast.

Det var personale fra Tinglev Frivillige Brandværn, der til sidst fik de to ældre mænd hejst sikkert ned på jorden.

Elevatoren i Marsktårnet skulle egentlig være taget i brug i går, mandag, men på grund af fejlen, er indvielsen nu udskudt.

Powered by Labrador CMS