Satte tænderne i tyv

Den 'stakkels' tyveknægt fik sig rodet ud i noget rigtig træls

Udgivet

En 30-årig mand forsøgte tirsdag aften at flygte til fods fra en politihund, efter en mindre eftersættelse på Djursland. 

Det endte dog med, at han tabe løbeduellen og blev anholdt, oplyser Østjyllands Politi i pressemeddelelse.

Ville standse ham

Kl. 22.26 opdagede en hundepatrulje den 30-årige, der kørte rundt i en bil omkring Kaløvigparken i Rodskov ved Hornslet, og da der var sat et par stjålne nummerplader på bilen, forsøgte betjentene at få standset bilisten. 

Han satte dog i stedet farten op og kørte rundt i området med politiet bag sig, inden han vendte retur til Kaløvigparken, hvor hans bil sad fast i sneen. 

Flygtede til fods

Han sprang ud af bilen og fortsatte flugten til fods, og da han trods gentagne anråb fra betjentene ikke standsede, sendte de hunden efter ham, og så gik der ikke mange sekunder, før han var fanget. 

Hunden blev ved den 30-årige, indtil betjentene nåede frem og lagde ham i håndjern. 

Den 30-årige er frakendt kørekortet, og han virkede påvirket af alkohol og stoffer. 

Under visitationen fandt patruljen en kniv i hans lomme, og i hans bil lå der også en kniv. 

Han blev anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for sprit- og narkokørsel, for kørsel i frakendelsestiden, tyveri af nummerplader og overtrædelse af knivloven. 

Blev bidt

Det viste sig, at den 30-årige har været søgt af politiet noget tid, da han ikke var mødt op til afsoningen af en fængselsstraf. 

Derfor blev han kørt direkte til afsoning i arresten efter et kort besøg på skadestuen, hvor han fik tjekket et mindre bid fra politihunden. 

Powered by Labrador CMS