Sendt bag tremmer efter skud

En mand er mistænkt for at have forsøgt at dræbe en ung mand i en skudepisode i København sidste år

Udgivet Opdateret

Efter næsten halvandet år er en 22-årig mand blevet anholdt og varetægtsfængslet, mistænkt for at have skudt imod en mand i starten af 20'erne i Husum i København i juli 2021.

Det skriver Ekstra Bladet.

Den sigtede blev fremstillet i et grundlovsforhør bag lukkede døre fredag. Han nægter sig skyldig.

Sigtelsen handler om drabsforsøg.

Fire-fem skud

En patrulje var tilfældigvis til stede, da de hørte fire til fem skud bliver affyret af to mørkklædte mænd imod manden på Frederikssundsvej i København, fortalte den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen dengang til Ritzau.

Ingen kom til skade under episoden.

Politiet anråbte de to gerningsmænd, som smed deres våben og cykler og flygtede fra stedet.

Kan hænge sammen

Kort forinden blev der skudt i mod en lejlighed ikke langt derfra. Derfor vurderede politiet i sommeren 2021, at de to episoder kunne have forbindelse til hinanden.

Der kom heller ikke nogen til skade, da der blev skudt imod lejligheden, fortalte Københavns Politi dengang til Ritzau.

Powered by Labrador CMS