Sidste nyt om kvinde-mordet
En 39-årig mand nægter sig skyldig i drab
En 39-årig mand, som er sigtet for drab på sin kvindelige samlever i Tranbjerg ved Aarhus, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi på X.
Manden erkender ifølge politiet at have udøvet vold mod kvinden, men nægter drab.
Den 39-årige har taget sig betænkningstid, i forhold til om han vil anke varetægtsfængslingen.
Det var tirsdag formiddag, at Østjyllands Politi meddelte, at den 39-årige var blevet anholdt og sigtet for drab på en 50-årig kvinde.
Ringede selv
Kvinden blev fundet død tidligt tirsdag morgen på en adresse i Tranbjerg J i det sydlige Aarhus. Den 39-årige mand boede sammen med den 50-årige kvinde.
Manden ringede selv til politiet klokken 04.53 og oplyste, at hans kvindelige samlever var død.
Flere patruljer og en ambulance nåede frem til stedet, men kvindens liv kunne ikke reddes.
Politiet har i løbet af tirsdag været til stede på adressen.