Sigter ham efter stor brand
En håndværker er blevet sigtet efter en brand i en svømmehal i Aalborg, oplyser vagtchef til lokale medier
En håndværker er blevet sigtet for uforsigtig omgang med ild, efter en brand i en svømmehal i Aalborg tirsdag morgen.
Det oplyser Christian Tilsted, som er vagtchef hos Nordjyllands Politi, til TV 2 Nord.
- Håndværkeren er blevet sigtet i forbindelse med noget tagarbejde. Så det er noget tagdækning, der er gået galt, og så har det spredt sig, siger han til mediet.
Det er uklart
Til Nordjyske oplyser vagtchefen, at både tømrere og tagdækkere arbejdede på stedet, da branden udbrød tirsdag morgen.
Hvilket arbejde håndværkeren, som er sigtet efter beredskabsloven, har udført, fremgår ikke.
Branden førte til, at der tirsdag blev udsendt et sirenevarsel og en beredskabsmeddelelse til borgere i området omkring Samsøgade i Aalborg.
Ingen kom til skade
Omkring klokken 11 tirsdag var branden under kontrol.
Ingen kom alvorligt til skade i forbindelse med branden, og der var ingen mennesker i svømmehallen.