Sigtet i grov sag

36-årig mand fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag

Udgivet Opdateret

Efter længere tids efterforskning har Østjyllands Politi anholdt en 36-årig mand, som sigtes i 13 sager om grov afpresning, oplyser politiet på Twitter.

Manden blev anholdt onsdag formiddag, og torsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Her skal en dommer vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.

For lukkede døre

Østjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden vil anmode retten om, at grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre - altså uden adgang for offentligheden. Politiet vil derfor ikke oplyse yderligere om sagen.

Det står dermed endnu ikke klart, hvem sagens ofre var, hvordan afpresningen efter politiets opfattelse skulle være foregået, eller hvor store beløb der måtte være tale om.

Ofte vil det være hensynet til politiets videre efterforskning af sagen, som kan begrunde en dørlukning i retten. Blandt andet kan formålet være at holde sagens oplysninger skjult, så eventuelle vidner ikke lader sig påvirke.

"Afgørende betydning"

Retsplejeloven siger, at retten kan lukke dørene i sådanne tilfælde, men kun når det vil have "afgørende betydning" for efterforskningen.

Torsdagens grundlovsforhør går efter planen i gang klokken 9.15, og dermed når den 36-årige at blive stillet for en dommer, inden 24 timer efter at han blev anholdt, hvilket er et krav i loven.

s

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS