Skød sit offer på tæt hold

Gerningsmand affyrede skud på forholdsvis kort afstand, siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi

Politihunde leder efter spor efter drabet. Foto: Local Eyes
Udgivet Opdateret

En mand blev set løbe væk efter skuddene mod to mænd ved Pusher Street i Christiania natten til lørdag.

Det oplyser vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard Madsen i Københavns Politi lørdag formiddag.

Politiet forventer senere lørdag at udsende et signalement af den formodede drabsmand, hvis skud ramte to personer på Carl Madsens Plads. Den ene mistede livet. Han blev 22 år. Den anden, der er 31 år, blev såret og har ikke været i kritisk tilstand.

Flere vidner på banen

- Vi har fået en lang række vidneforklaringer, men vi vil meget gerne have flere vidner på banen, siger Bjarke Dalsgaard Madsen fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Skuddene faldt omkring klokken 00.41. Flere forskellige personer slog alarm til politiet.

Lørdag formiddag har man ikke sikker viden om, hvorvidt flere end en person udførte forbrydelsen, eller om flere deltog i og forberedte den.

Efterforsker bredt

- Vi efterforsker bredt for at afklare, om det var planlagt eller noget, der opstod pludseligt, siger vicepolitiinspektøren.

Skuddene blev ikke afgivet på stor afstand.

- Det var på forholdvis klos hold, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Om de to ofre kan forbindes til aktiviteterne på hashmarkedet i Pusher Street, ønsker han ikke umiddelbart at svare på.

På det seneste er mænd fra den forbudte bande Loyal To Familia begyndt at optræde i Pusher Street, har Ekstra Bladet rapporteret i maj og juni.

Hash-gæld

En større gruppe mænd fra Loyal To Familia er dukket op i forbindelse med strid om en gæld for hash, har Ekstra Bladet kunnet berette.

Også rockergruppen Satadurah har ifølge mediet været synligt til stede i området.

Fra København til Aarhus

Loyal to Familia, LTF, er en dansk gadebande med flertal af indvandrere, men også med stort antal etniske danskere.

LTF blev stiftet i det sene efterår 2012 og består af tidligere Blågårds Plads-bandemedlemmer, men også personer fra Tingbjerg, Skovlunde, Hundige, Valby/Sjælør, Helsingør, Aarhus, Fredericia, Hillerød og Nivå.

I marts 2013 blev den 26-årige leder af banden sigtet af politiet for drabsforsøg, røveri og vold af særlig grov og farlig karakter i form at et groft knivoverfald på Rådvadsvej i Københavns nordvestkvarter. Den 21. december 2013 faldt der dom i sagen. Den 26-årige blev idømt tre år og seks måneders fængsel i Retten på Frederiksberg.

I marts 2013 sad flere end 40 personer fra banden varetægtsfængslet for blandt andet grov narkotikahandel, drabsforsøg og drab. Samme år blev en ledende figur af Afdeling Kokkedal fængslet for kidnapning og pengeafpresning. Politiet vurderede i 2013, at LTF da havde omkring 75 medlemmer.

Ligeledes menes de at ligge i krig med banden “Værebros Hårde Kerne”, som nu er rockergruppen – Satudarah, der holder til i Værebroparken i Bagsværd nord for Købehavn, hvor rockergruppen har klubhus i et industrikvarter i Bagsværd. Den 3. maj 2013 blev en 19-årig mand fra banden LTF varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabet på den 27-årige Zaid Mohammed al-Kayssi på Frederiksberg i februar.

Banden Loyal to Familia holder primært til på Nørrebro, men flere af medlemmerne bor også i Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal.

I Maj 2017 begyndte de første forlydender om, at Loyal To Familia var ved at rykke ind i Aarhus, at tage fart. Siden har der gentagne gange været uroligheder.

Kilde: Newsbreak.dk, Politiken, Aarhus Stiftstidende og Wikipedia.

Powered by Labrador CMS