Skudt mand i meget kritisk tilstand

Politiet har udsendt et overvågningsfoto fra Netto på H.C. Ørstedsvej af en mand, der er mistænkt for skyderi

Politiet søger en gerningsmand til skyderiet
Politiet søger en gerningsmand til skyderiet
Udgivet Opdateret

En "ung mand" er lørdag aften i "meget kritisk tilstand", efter at han er blevet ramt af skud på en vandpibecafé i København.

Det oplyser Rasmus Bernt Skovsgaard, der er politiinspektør hos Københavns Politi, på en pressebriefing omkring klokken 23.15.

Rasmus Bernt Skovsgaard fortæller, at den sårede mand er indlagt på Rigshospitalet, og at politiet er ved at få ham identificeret.

Klokken lidt over 05.00 søndag morgen oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Lykkegaard, at mandens tilstand er uændret.

Måske flere gerningsmænd

Politiet modtog en anmeldelse om skud klokken 21.38.

Manden, der blev ramt, blev ifølge politiet skudt inde på vandpibecaféen, der ligger på Åboulevard 39 mellem Frederiksberg og Nørrebro. Det vides ikke, hvor han blev ramt. 4-6 personer var til stede.

Ifølge politiet flygtede den formodede gerningsmand efterfølgende fra stedet. Det vides ikke, om der var flere gerningsmænd.

På grund af skudepisoden er politiet "massivt til stede" omkring Åboulevard, der er spærret omkring Bülowsvej.

Der er tale om det tredje skyderi på få dage. Det første fandt sted på Nørrebrogade torsdag. 

Søger vidner

Politiet beskriver i et opslag på Twitter den formodede gerningsmand som "en ung mand med fuldskæg" og mørkt hår, cirka 175 centimeter høj. Han bar ifølge politiet mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko og handsker og et sort mundbind.

- Vidner må meget gerne kontakte os på 1-1-4 eller til politipersonale på stedet, skriver Københavns Politi videre.

Det er tredje dag i træk, at der er anmeldelser om skud i københavnsområdet.

Torsdag blev en mand dræbt af skud på Nørrebro. Fredag blev en 17-årig dreng ligeledes dræbt af skud, mens en 15-årig dreng og en 28-årig mand blev sårede i Islev i Rødovre Kommune lidt uden for København, da der blev afgivet skud i en frisørsalon.

Politiet har indtil videre ikke kunnet oplyse, om episoderne har forbindelse til hinanden.

Københavns Politi har tidligere oplyst, at den mand, der blev dræbt på Nørrebro, er kendt af politiet "i bandesammenhæng".

Fylder mere

Rasmus Bernt Skovsgaard siger lørdag aften, at de altid er meget forsigtige med at konkludere, hvad der er årsag til sådanne episoder. Men lørdagens skyderi gør, at de i højere grad end tidligere arbejder ud fra en hypotese om, at de er relateret til bande- og rockermiljøet.

- Det er klart, at med de episoder og hændelser, der har været, er det en hypotese, der fylder mere og mere, siger han på pressebriefingen.

Samtidig har Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag anført skudepisoden i Rødovre som én blandt "en række voldelige hændelser i Storkøbenhavn, som vurderes at have relation til rocker- og bandemiljøet".

Lørdag har Michael Hellensberg, der er linjechef i efterforskningen i politikredsen, meddelt til Ritzau, at man arbejder efter flere "hypoteser", og at man "ikke udelukker noget".

Både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi har fredag indført visitationszoner som følge af skyderierne.

Powered by Labrador CMS