Snød sygehus for to millioner

Den ene var ansat på sygehuset

To mænd er dømt for bedrageri mod et sygehus.
To mænd er dømt for bedrageri mod et sygehus.
Udgivet Opdateret

To mænd har snydt og bedraget et sygehus for to millioner kroner.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

En 52-årig mand og 54-årig mand er torsdag blevet idømt fængselsstraf for at have begået fire bedrageriforhold mod Sygehus Lillebælt for i alt 2.098.222 kroner. 

Retten i Kolding idømte de to mænd et år og ni måneders fængsel hvoraf tre måneder skal afsones. 

Resten er gjort betinget med vilkår om udførelse af 250 timers samfundstjeneste. 

De nu dømte nægtede sig skyldige, og det er uvist om de modtog dommen.

Fik aldrig varerne

De to mænd blev dømt for at have bedraget Sygehus Lillebælt i en periode fra november 2015 til september 2019. 

Bedrageriet foregik gennem deres firma, hvorigennem de modtog betaling for fragt og levering af varer, som aldrig blev leveret og modtaget på sygehuset.

Begået i forening

Bedrageriet blev begået i forening og efter forudgående aftale med en tidligere indkøbschef hos Sygehus Lillebælt. 

Den tidligere indkøbschef blev den 31. maj 2021 idømt et år og ni måneders fængsel i sagen, da han ved Retten i Kolding tilstod at have begået bedrageri for 2.098.222 kroner mod Sygehus Lillebælt.

Powered by Labrador CMS