Sprang i iskoldt vand for at redde mand

Michael hædret for "usædvanlig handlekraft"

Udgivet

Syd- og Sønderjyllands Politi hædrede fredag en helt almindelig borger - en af "hverdagens helte".

Det var Michael Andersen fra Højer, der fredag blev hædret på politigården i Esbjerg.

Uden at tænke på sig selv, sprang han sidste år til, da et menneske var i åbenlys nød.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Lå i grøft

Den 25. november sidste år blev Michael Andersen og hans kone alarmeret af to tyske turister.

De havde fundet en mand liggende i vand i en grøft, men kunne ikke få ham op.

Michael Andersen blev hædret som en af "hverdagens helte" fredag.

Michael hoppede resolut ned i det meget kolde vand, fik løftet manden op og begyndte hjertelungeredning sammen med sin kone Tina Andersen.

Lægehelikopter

Parret fortsatte til en brandmand overtog, hvorefter en ambulance og lægehelikopter nåede frem. 

Trods Michaels hurtige, resolutte og ekstraordinære indsats stod mandens liv desværre ikke til at redde.

Men det forhindrer ikke, at Michael Andersen skal hædres for, at han uden tanke for sig selv gik i gang med at forsøge at redde den nødstedte mands liv.

Diplom og dusør

- Du har udvist usædvanlig handlekraft og det sætter vi stor pris på i politiet. Det er af meget stor betydning, at borgere som dig er klar til at hjælpe medborgere og det vil vi gerne sige tak for, sagde politidirektør Frits Kjeldsen fredag på politigården, da Michael blev hædret.

Han fik et diplom, en buket blomster, en dusør på 1.000 kroner og en stor tak fra politidirektøren for sin indsats.

- Dusøren er af en symbolsk størrelse, men vi håber, at du forstår den anerkendelse og store tak, som den er et udtryk for, sagde Frits Kjeldsen.

Powered by Labrador CMS