Svindlede Motorstyrelsen for ti millioner

31-årig mand ændrede oplysninger om 76 køretøjer

Offentliggjort Sidst opdateret

Svindel mod Motorstyrelsen afsløret

En 31-årig mand er idømt to år og en måneds fængsel for databedrageri mod Motorstyrelsen for over ti millioner kroner.

Svindlen involverede ændring af registreringsafgift på 76 køretøjer uden betaling af afgifter.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 31-årig mand er fredag ved Retten i Sønderborg blevet idømt to år og en måneds fængsel i en sag om databedrageri mod Motorstyrelsen for mere end ti millioner kroner.

Det oplyser Anders Dohn, der er senioranklager i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

64-årig medvirkede i svindel

En 64-årig mand, der blev fundet skyldig i at have deltaget i en lille del af svindlen, er idømt 20 dages fængsel.

Begge straffe er tillægsstraffe, fordi mændene siden svindlen er blevet dømt i andre sager, der ikke relaterer sig til denne.

Svindlen foregik mellem januar og marts 2020, hvor en virksomhed blev misbrugt til at ændre eller tilføje oplysninger om registreringsafgift på 76 køretøjer.

På den måde blev køretøjerne indregistreret - uden at virksomheden betalte afgifter på mere end ti millioner kroner.

Kvinde frifundet

Den 31-årige Silas Laurs Andersen Elgaard, der er idømt to år og en måneds fængsel i sagen, var ifølge CVR-registret administrerende direktør og legal ejer af Motorkontoret IVS, der blev brugt til svindlen.

Virksomheden er gået konkurs.

I sagen var en 45-årig kvinde tiltalt for selvhvidvask. Hun er blevet frifundet, oplyser anklageren.

Powered by Labrador CMS