Svømmetur udløser storalarm

Fører af følgebåd slog alarm

Udgivet Opdateret

Det helt store apparat blev kørt i stilling, da der lørdag eftermiddag blev slået storalarm om en mulig drukneulykke på Glenstrup Sø i Nordjylland fem kilometer syd for Hobro.

Glenstrup Sø er 31 meter dyb på det dybeste sted, så det er sin sag at hente nogen op fra søens bund.

- En mand havde sat sig for at svømme over søen på det bredeste sted - en strækning på en kilometer, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, til Newsbreak.dk.

Noget i skruen

Han havde en følgebåd med.

Pludselig satte noget sig fast i skruen på følgebåden, og føreren stoppede påhængsmotoren.

Da han havde frigjort skruen og kiggede op igen, kunne han ikke få øje på svømmeren og slog alarm i den tro, at han var druknet.

Besætningen på redningshelikopteren kunne fra deres ophøjede position se svømmeren i god behold. (Arkivfoto)
Besætningen på redningshelikopteren kunne fra deres ophøjede position se svømmeren i god behold. (Arkivfoto)

Helikopter tilkaldt

En helikopter og en ambulance samt politi rykkede ud til Glenstrup Sø.

Helikopterbesætningen så hurtigt svømmeren på land i den sydlige ende af søen.

- Vi står og taler med ham og bådføreren netop nu, der bliver nok ikke brug for ambulancen, så det endte lykkeligt, siger Karsten Højrup Kristensen til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS