Udbredt cyklistvane er livsfarlig

Flere spøgelsescyklister gør vejene usikre

Ifølge rapporten fra Via Trafik er risikoen for konflikter cirka syv gange så stor for spøgelsescyklister som for cyklister, der kører med færdselsretningen
Ifølge rapporten fra Via Trafik er risikoen for konflikter cirka syv gange så stor for spøgelsescyklister som for cyklister, der kører med færdselsretningen
Udgivet Opdateret

De fleste af os har stødt på begrebet ”spøgelsesbilisme” – altså bilister, der kører imod færdselsretningen.

Nu viser en ny rapport fra Via Trafik, at fænomenet også findes blandt cyklister.

Det skriver GF Fonden i en pressemeddelelse.

Rapporten undersøger, hvor udbredt og hvor farligt fænomenet er.

GF Fondens formand Jens Jørgen Vinther er glad for, at der med rapporten bliver sat fokus på problemet.

- Spøgelsescyklisme er et problem, vi hidtil ikke har haft nogle tal på. Nu er der endelig kommet en rapport, der faktisk viser, at fænomenet er skyld i en del farlige konflikter i trafikken – og når vi nu har rapporten, så har vi også mulighed for at sætte ind over for problemet, siger han og fortsætter:

- Spøgelsescyklister kommer fra en anden retning, end man skulle forvente, og det kan overraske bilisterne og dermed skabe nogle farlige situationer. Mange cyklister er selv bilister, og jeg vil gerne slå et slag for, at man som cyklist tænker: ”Hvor ville jeg kigge hen, hvis jeg var i bil?”. Jeg tror, at mange uheld kan forebygges, hvis man viser hensyn og sætter sig ind i, hvordan andre trafikanter vil reagere.

En spøgelsescyklist er en cyklist, som cykler mod færdselsretningen, dvs. i den forkerte side af vejen.

Betegnelsen spøgelsescyklist er inspireret af spøgelsesbilist, som er en bilist, der kører mod færdselsretningen, typisk på en motorvej.

Syv gange så stor risiko for konflikter

Markedschef i Via Trafik Michael W. J. Sørensen har haft ansvar for at gennemføre undersøgelsen, og han peger på, at der er stor risiko for, at det ender galt for spøgelsescyklisterne.

- Det kan måske virke uskyldigt at køre imod færdselsretningen på cykel. Men faktisk viser undersøgelsen, at risikoen for konflikter i runde tal er syv gange så stor for spøgelsescyklister som for cyklister, der kører med færdselsretningen, siger han.

15 procent af respondenterne i undersøgelsen havde inden for den seneste uge været involveret i nærved-uheld med spøgelsescyklister.

Sådan bliver du en sikker cyklist

Newsbreak.dk har bedt specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik Pernille Ehlers komme med sine bedste råd for at undgå at blive en del af ulykkesstatistikken for cyklister

  • Se dig godt for, og brug tid på at se dig for.
  • Giv tegn. Vis, hvad du vil, så de andre kan se, hvad du vil. Og hold selv øje med de trafikanters hensigt.
  • Vær opmærksom – drop musikken i ørene og mobilen og alt muligt andet, der kan mindske din opmærksomhed på trafikken.
  • Vis hensyn, og lad være med nødvendigvis at holde på din ret – det kan være ret farligt at holde på din ret nogle gange (Pernille Ehlers understreger denne pointe med en meget sigende anekdote fra en gang, hun var indlagt på hospitalet, hvor hun lå på stue sammen med en mand, der var kommet alvorligt til skade som cyklist. Han var blevet ramt af en modkørende bil, der skulle svinge til venstre i et kryds. “Jamen, jeg havde set, at han kom kørende, og jeg kunne også godt se, at han kørte stærkt, men det var jo ham, der skulle holde tilbage,” gengiver Pernille Ehlers hans forklaring på ulykken).
  • Husk lygter og cykelhjelm.
  • Sørg for at være opmærksom på glatte veje i vintertiden. Hvis der er glat så sæt farten ned og pas godt på – kør eventuelt afsted i lidt bedre tid.
Powered by Labrador CMS