Ung cyklist påkørt: Lagt i koma

En ung mand blev ramt af en bilist i København og ligger nu i koma efter operation.

Udgivet Opdateret

En "ung mand" ligger i koma på et hospital, efter at han fredag aften blev påkørt af en bilist, mens han kørte på cykel i København.

Det oplyser Martin Kajberg, som er vagtchef ved Københavns Politi, lørdag morgen.

Vagtchefen afviser at oplyse mandens alder.

Politiet fik anmeldelsen klokken 23.07 fredag aften, og fandt rigtigt nok den påkørte cyklist alvorligt tilskadekommen.

Han blev kørt til et hospital, hvor han var under behandling, inden han kunne lægges i koma, som han stadig var i, da Ritzau talte med politiet klokken 05.00 lørdag morgen.

Bilinspektør

Der har allerede været en bilinspektør ude på stedet for at undersøge, hvordan uheldet gik til.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Den unge mand er efterfølgende lagt i kunstigt koma.

Politiet er lørdag morgen endnu ikke klart til at sige, om nogen vil blive sigtet for et forhold i forbindelse med påkørslen.

Det har heller ikke været muligt at få mandens tilstand oplyst.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS