Unge i drabssag: - Han slog først

To 18-årige forklarer ved Retten i Hillerød, at 52-årige Kim Hansen opsøgte dem, og at han slog først

Udgivet Opdateret

To 18-årige, der er tiltalt for vold med døden til følge mod en 52-årig mand i Frederikssund, hævder, at manden slog først.

Det forklarer de begge tirsdag i Retten i Hillerød. Her giver de begge deres udlægning af, hvad der skete tidligt om morgenen den 5. marts 2022 på A. C. Hansensvej i Frederikssund.

De var taget hjem til Frederikssund efter en tur i byen og ville have fat i noget MDMA, som en af de tiltaltes venner havde gemt ved supermarkedet Lidl.

På samme tidspunkt er Kim Hansen på vej hjem fra byen, efter at have fejret fodboldklubben FCK's sejr over Randers.

Begynder at diskutere

Han skal have set de to, der med deres mobiltelefoner lyste ved indgangen til Lidl, og troede, at de var i gang med at begå indbrud i butikken. Derfor tog han kontakt til dem.

- Så begynder han at blive grim i sproget og sviner os til, fordi han er stensikker på, at vi vil lave indbrud, forklarer en af de 18-årige.

De to parter begyndte derefter at diskutere, mens Kim Hansen fortalte, at han ville tage kontakt til politiet, lyder forklaringen.

Det havde de tiltalte ifølge eget udsagn ikke noget imod.

Optog 18 videoer

I retten viser anklageren i alt 18 Snapchat-videoer, som de dengang 17-årige drenge optog med deres mobiltelefoner.

Her ses Kim Hansen, der er i kontakt med politiet, mens de to drenge råber ting som "læg nu din telefon, din fucking idiot" og "gå væk fra mig, det er for dit eget bedste". Han bliver skubbet flere gange, kan man se på optagelserne.

Da en af de tiltalte bliver udspurgt om sin adfærd, indrømmer han, at den ikke var i orden.

- Jeg synes ikke, at det er nogle videoer, jeg er stolt over. Det er godt nok dårlig opførsel i hvert fald, siger den 18-årige.

- Han slog

De to tiltalte forklarer, at Kim Hansen forud for opkaldet til politiet havde skubbet til dem og konfronteret dem ved at "gå helt op i hovedet" på dem.

Han skulle også have slået en af de tiltalte, inden de udøvede vold mod ham.

Men han ændrede adfærd, idet han selv kontaktede politiet, og "spillede uskyldig", siger en af de tiltalte.

Hvad angår den vold, der senere skulle føre til, at Kim Hansen afgik ved døden af sine kvæstelser, erkender den ene 18-årige, at han sparkede manden i hovedet to gange, mens han lå på jorden.

Tavse om makkers rolle

Den anden erkender at have slået ham, inden han faldt til jorden.

Hver gang, de tiltalte bliver adspurgt om, hvad den anden har gjort, falder svaret prompte:

- Det vil jeg ikke udtale mig om.

Straffeloven § 237

Straffelovens § 237 lyder:

Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Kilde: danskelove.dk.

Sagen er berammet til fire retsdage, og der ventes at falde dom den 21. december.

De unge optog 18 videoer i forbindelse med overfaldet, der førte til Kim Hansens død.
De unge optog 18 videoer i forbindelse med overfaldet, der førte til Kim Hansens død.
Powered by Labrador CMS