Vanvidsbilist med promille på 3,61

53 vanvidsbilister har fået deres køretøjer taget af politiet

Midt- og Vestsjællands Politi har taget 53 køretøjer fra vanvidsbilister siden 31. marts
Midt- og Vestsjællands Politi har taget 53 køretøjer fra vanvidsbilister siden 31. marts
Udgivet Opdateret

Siden der kom nye regler om vanvidsbilister i Danmark har Midt- og Vestsjællands Politi beslaglagt eller konfiskeret i alt 53 biler fra såkaldte vanvidsbilister.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

- Vanvidskørsel er en helt uacceptabel måde at udsætte andre for fare i trafikken. Derfor er det et godt værktøj, som vi har fået. Det giver os mulighed for at tage bilerne fra de bilister, der tror, at færdselsreglerne ikke gælder for dem, siger vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaards fra færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi.

Reglerne blev ændret 31. marts i år.

Når politiet beslaglægger en bil som følge af vanvidskørsel, bliver sagen efterfølgende prøvet ved retten, som så tager stilling til, om bilen skal endeligt konfiskeres.

Promille på 3,61

De 53 sager fordeler sig på 30 sager med for høj promille og 18 sager med for høj hastighed, mens de sidste fem er sager generelt om fareforvoldelse og hensynsløs kørsel, oplyser politiet.

Blandt sagerne kan nævnes en bilist, der kørte med 202 km/t på motorvej med hastighedsgrænse på 110 km/t, en bilist der kørte 180 på landevej, hvor den højst tilladte hastighed var 80 samt en bilist, der kørte med 110 km/t i en byzone, hvor der højst må køres med 50 km/t.

Dertil kommer en bilist, der kørte med en promille, der blev målt til hele 3,61.

Blandt de beslaglagte køretøjer er tre motorcykler, en lastbil, en knallert og en varevogn.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 161 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS