Voldtog kvinde i telt

Kvinde i telt var beruset og sov, da hun blev udsat for overgreb. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi

Udgivet Opdateret

En mandlig gæst på sidste års Roskilde Festival er tirsdag blevet dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold mod en kvinde, der lå og sov i et telt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på Twitter. Straffen er blevet fængsel i syv måneder. Offeret var beruset.

Ikke tidligere straffet

Den dømte er en 26-årig mand, der ikke tidligere er blevet straffet.

I Retten i Roskilde har han ifølge politikredsen forklaret, at han troede, at kvinden i teltet var en anden, som han tidligere havde kysset med på festivalen.

Politiet har efterforsket flere sager om voldtægt under sidste års Roskilde Festival. (Arkivfoto).
Politiet har efterforsket flere sager om voldtægt under sidste års Roskilde Festival. (Arkivfoto).

Imidlertid gør det ingen forskel, om det var den ene eller den anden kvinde, har retten slået fast.

Han havde nemlig ikke fået samtykke fra nogen af dem, og dermed er han skyldig.

Loven ændret

1. januar 2021 blev straffeloven ændret, når det gælder voldtægt. Det er strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet sit samtykke.

Om tirsdagens sag oplyser politikredsen, at den 26-årige overvejer, om han vil anke dommen til landsretten.

FAKTA OM VOLDTÆGT

Straffelovens paragraf 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

§ 225. Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje

Powered by Labrador CMS