Voldtog mindreårig datter gennem fem år

Efter at datter havde anmeldt sin far for overgreb, kørte faderen frontalt ind i et træ

Offentliggjort Sidst opdateret

Fængselsdom for overgreb mod datter

En 36-årig mand fra Langeland er idømt syv års fængsel for seksuelle overgreb mod sin datter.

Overgrebene fandt sted fra 2020 til 2025, og manden har accepteret dommen uden at anke.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 36-årig mand fra Langeland er blevet idømt syv års fængsel for at have begået seksuelle overgreb mod sin egen datter.

Det oplyser Fyns Politi, efter at dommen fredag er afsagt af Retten i Svendborg.

Overgrebene stod på i hjemmet fra 2020 til 2025, hvor datteren var 10 til 14 år gammel.

Det sluttede i sommer, hvor pigen og hendes mor meldte manden til politiet.

Kørte frontalt ind i træ

Efter anmeldelsen kørte den nu dømte mand frontalt ind i et træ og kom alvorligt til skade.

Han blev derefter varetægtsfængslet. I første omgang in absentia, da han på grund af sine skader ikke kunne møde op i retten. Siden har han været varetægtsfængslet i en arrest.

I oktober rejste anklagemyndigheden tiltale for voldtægt, blufærdighedskrænkelse og vold.

Helt tavs i retten

Og denne uge kom sagen for Retten i Svendborg.

Her blev pigens forklaring afspillet, ligesom pigens mor og mormor svarede på spørgsmål.

Manden selv har derimod været tavs. Han brugte sin ret til ikke at udtale sig i retten.

Han har accepteret byrettens dom og vil altså ikke anke til landsretten.

Powered by Labrador CMS