Fem sigtet i klam sag

For ofre kan det være traumatiserende at vide, at der florerer intime billeder af dem på nettet

Udgivet Opdateret

Det er lykkedes for politiet at afdække, at der foregår grov krænkende kriminalitet i flere lukkede grupper på de sociale medier Telegram og Discord.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse lørdag.

Fem personer er indtil nu blevet sigtet for at have delt intime fotos og videoer med unge kvinder i de lukkede grupper. De risikerer at blive stillet for retten og straffet.

Håber på tiltale

De fem har hjemme i Østjylland, Vestjylland, Sønderjylland samt på den københavnske vestegn.

Her arbejder politikredsene nu videre med sagerne, inden der formentlig bliver rejst tiltale.

I NSK har man afdækket, at de intime film og fotos er blevet brugt som handels- og byttevarer mellem medlemmerne i de lukkede grupper.

Kan få konsekvenser

Ofte kan det få konsekvenser for de kvinder, som er blevet filmet og fotograferet, lyder det fra politiinspektør Lars Mortensen i pressemeddelelsen.

- Det kan være ødelæggende og meget traumatiserende for ofre at vide, at deres intime billeder florerer på internettet og er blevet delt uden ens samtykke, siger han.

Svært at fjerne

Selv om politiet forsøger at få fjernet materialet, kan det være svært, fordi det kan være blevet delt mange gange og på forskellige platforme, lyder det.

En kvinde i 20'erne fortæller i Politiken lørdag, at hun er offer for deling af intime videoer. På Snapchat sendte hun for flere år siden materialet til en kæreste, men i 2017 opdagede hun, at det var dukket op på nettet.

Et ar at bære rundt på

I år blev det så delt på det krypterede sociale medie Telegram.

- Det er et ar, jeg skal gå og bære på hele mit liv. Det er mit liv, der er ødelagt, siger den anonyme kvinde til Politiken.



Powered by Labrador CMS