Knuser næsen på sit offer

26-årig erkender et par knytnæveslag, men nægter drabshensigt

Udgivet Opdateret

Det var et forsøg på at dræbe, da en mand lørdag slog en anden ned i værtshuset Abegrotten i Christiania.

Det hævder i hvert fald Københavns Politi, der har sigtet den anholdte 26-årige mand for drabsforsøg.

Sigtelsen er søndag læst op i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Livstruende skader

Den sigtede har ifølge politiet tilknytning til rockermiljøet. 

Men politiet har søndag morgen understreget, at man ikke anser overfaldet for at have noget med en verserende konflikt i rocker- og bandemiljøet at gøre.

Offeret er 29 år. Han blev med livstruende skader bragt til hospitalet, har politiet oplyst.

Fik knust næsen

Ifølge sigtelsen blev han slået i hovedet flere gange med knyttet næve. Også da han lå ned.

Offeret fik knust næsen, mistede bevidstheden og pådrog sig en blodansamling i hjernen, fremgår det af den sigtelse, som anklager Emilie Klausen læser op.

Tidligere søndag oplyste Københavns Politis centrale efterforskningsleder, at man ikke har været i kontakt med de pårørende. De befinder sig i udlandet.

Erkender et par knytnæveslag

Den anholdte tilstår, at han gav den anden mand et par knytnæveslag.

Om Christiania:

* Christianiaområdet udgør cirka 32 hektar, svarende til 320.000 kvadratmeter.

* Efter overdragelsen af bygninger og arealer på Christianiaområdet til Fonden Fristaden Christiania 1. juli 2012 ejer fonden nu cirka 7,3 hektar, mens staten fortsat ejer resten.

* Christiania blev stiftet 26. september 1971. Der bor cirka 630 voksne og cirka 130 børn på Christiania.

* Der er i alt cirka 325 bygninger, der udgør et samlet etagemeterareal på 66.000. Siden 1. juli 2012 ejer Fonden Fristaden Christiania cirka 50.500 etagemeter.

Kilde: Bygningsstyrelsen

Han erkender såkaldt almindelig vold, men nægter sig skyldig i at have haft til hensigt at dræbe.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, inden dommeren lukker dørene. 

Begrundelsen er hensynet til politiets efterforskning.

Powered by Labrador CMS