Kvinde klemt fast i medister-maskine

Arbejdsgiveren - ISS - vil ikke betale bøde

Udgivet Opdateret

Arbejdsulykke hos Danish Crown i Herning

En rengøringsmedarbejder blev alvorligt skadet under rengøring af en medisterpølse-maskine hos Danish Crown i Herning i august 2022.

Kvinden led af forstrækninger i nakke- og halsmuskler samt delvis lammelse i ansigtet, hvilket påvirkede hendes evne til at lukke det højre øje.

ISS Facility Services A/S, der stod for rengøringen, er anklaget for ikke at sikre mod faldende låg på maskinen og nægter sig skyldig i retten.

Sikkerhedsforanstaltninger som en sikkerhedsknap blev installeret i 2020, men på trods af dette skete ulykken, og sagen undersøges yderligere i retten.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En rengøringsmedarbejder kom alvorligt til skade, da hun i august 2022 gjorde rent i Danish Crowns medisterafdeling i Herning.

Medarbejderen var i gang med at rengøre en maskine, der fremstiller medisterpølser, da låget pludselig klappede ned over hende.

Delvist lammet

Det har haft invaliderende konsekvenser for kvinden, der har fået forstrækninger af nakke- og halsmuskler.

En rengøringsmedarbejder ansat hos ISS kom alvorligt til skade under rengøring af en medistermaskine hos Danish Crown i Herning. (Genrefoto).

Ansigtet er desuden delvist lammet, og hun har problemer med at lukke det højre øje.

- Jeg får stærk, smertestillende medicin, men det virker kun kortvarigt, forklarer kvinden mandag i Retten i Herning.

Afviser

Sagen er endt i retten, fordi arbejdsgiveren - ISS Facillity Services A/S, der gør rent for Danish Crown på den pågældende afdeling - har afvist at betale en bøde for brud på arbejdsmiljøloven på 207.600 kroner.

Arbejdsgiveren havde ifølge anklagen ikke skabt sikkerhed for, at låget ikke kunne falde ned.

Men advokaten, der repræsenterer servicekoncernen i retten, oplyser, at ISS nægter sig skyldig.

Rengøringsmedarbejderen forklarer i retten, at trykket fra låget på maskinen har klemt nogle nerver, så hun ikke længere kan dreje hovedet.

Jeg kan ingenting

Da anklageren spørger hende, hvordan hun har det, bryder hun i gråd.

- Jeg kan ingenting. Jeg kan ikke tage tøj på eller gå i bad og er afhængig af, at min mand og børn hjælper mig, lyder det fra kvinden.

Hun har gjort rent på Danish Crowns afdeling i Herning med cirka 500 ansatte i ti år.

Det er kommet frem, at Danish Crown tidligere har registreret problemer med låget på medistermaskinen.

Det er uvist

Tilbage i 2020 blev der lavet en sikkerhedsknap på maskinen, der skal aktiveres ved rengøring.

Den skal sikre imod, at låget kan klappe ned, når maskinen spules rent for kødrester.

Rengøringsmedarbejderen hævder, at hun havde aktiveret sikkerhedsknappen. Alligevel skete ulykken.

En række vidner er indkaldt for at afgive forklaring og kaste lys over sagen. Det er endnu uvist, hvornår der falder dom.

Powered by Labrador CMS