Mand anholdt og mistænkt for forsætlig påkørsel

En mand i 30'erne skal fremstilles i grundlovsforhør søndag morgen. Han er sigtet for kvalificeret vold

Udgivet Opdateret

En mand i 30'erne blev lørdag aften anholdt og sigtet for kvalificeret vold.

Politiet mistænker manden for at have begået en forsætlig påkørsel af en fodgænger, som er en anden mand i 30'erne, i Slagelse.

Det oplyser Nicolai Lynge, der er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, søndag morgen.

Fodgængeren er på sygehuset, oplyser vagtchefen.

I grundlovsforhør

Han kan ikke oplyse, om der er en relation mellem de to mænd.

Politiet fik anmeldelse om hændelsen klokken 19.21.

Den formodede gerningsmand vil blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 08.30 i Retten i Næstved.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS