Mand kvæstet efter eksplosion

Flere er blevet anholdt efter en sprængning ved et rækkehus natten til fredag i det sydøstlige Odense

Udgivet Opdateret

En 59-årig mand er kommet til skade, og flere er blevet anholdt, efter at der natten til fredag omkring klokken 01.56 var en sprængning ved et rækkehus i Bredagerløkken i det sydøstlige Odense.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Forbindelse til skyderi

Fyns Politi mener, at der er en sammenhæng mellem sprængningen, som skete på Bredagerløkken, og et skyderi i nærheden tirsdag.

Ingen kom til skade i forbindelse med skudepisoden.

- Vi har på baggrund af efterforskningen taget flere personer ind til afhøring og fortsætter nu efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein i pressemeddelelsen.

Flere anholdt

Klokken 10 fredag kunne Fyns Politi anholde flere personer, som det mener, har relation til de to sager.

Den 59-årige er uden for livsfare.

En mand kom til skade efter en eksplosion i et boligkvarter natten til fredag. Han er udenfor livsfare.

Utrygge borgere

- Vi kan godt forstå, hvis der er nogle borgere, der føler sig utrygge på baggrund af de alvorlige hændelser, vi har haft, og derfor har vi også fokus på at styrke trygheden, siger Michael Lichtenstein i pressemeddelelsen.

Efterforsker sagen

Han tilføjer, at det er politiets klare opfattelse, at hændelserne ikke har været rettet mod tilfældige, men mod personer, som har relation til det kriminelle miljø.

Ud over efterforskningen har Fyns Politi iværksat tryghedsskabende patruljering. Politiet overvejer også, om det kan blive nødvendigt at etablere en visitationszone.

Powered by Labrador CMS