Prins Harry livestreamer samtale med læge

I teenageårene lukkede prins Harry af for sine følelser. Nu arbejder han for at sætte fokus på mental sundhed og deler sine egne erfaringer

Udgivet Opdateret

Prins Harry inviterer nu interesserede seere og lyttere med til en samtalesession med lægen Gabor Maté.

Snakken vil centrere sig om at leve med tab og vigtigheden af at hele.

Det annoncerer forlaget, som har udgivet prins Harrys omdiskuterede erindringsbog, "Reserven", der udkom i januar under stor palaver.

Samtalen finder sted den 4. marts og bliver livestreamet for dem, der har købt billet. For billetprisen, der svarer til cirka 230 danske kroner, får man også et eksemplar af bogen, lyder det.

Send spørgsmål

Man har mulighed for at sende et spørgsmål til prinsen og lægen, der blandt andet står bag bogen "The Myth of Normal: Trauma, Illness and Healing in a Toxic Culture" - på dansk: "Myten om normalen: Traumer, sygdom og heling i en giftig kultur".

Prins Harrys omdiskuterede erindringsbog, 'Reserven', udkom i januar 2023 under stor palaver, som har slået omend endnu større skår i forholdet til det britiske kongehus. (Arkivfoto).
Prins Harrys omdiskuterede erindringsbog, "Reserven", udkom i januar 2023 under stor palaver, som har slået omend endnu større skår i forholdet til det britiske kongehus. (Arkivfoto).

Prins Harry var blot 12 år gammel, da han mistede sin mor, prinsesse Diana, der omkom efter en trafikulykke. Bilen blev jagtet af paparazzi fotografer.

Sorg og vrede

Sorgen og vreden gjorde, at prins Harry i teenageårene lukkede af for sine følelser. Han har fortalt, hvordan han dulmede dem med alkohol og stoffer. Siden har en psykolog hjulpet prinsen med at komme i kontakt med sine følelser.

Prins Harry har i mange år haft et yderst anstrengt forhold til pressen, som han har beskyldt for stadig at være så aggressive, at han frygter, historien vil gentage sig og få fatale følger for hans hustru, hertuginde Meghan.

I seng med djævlen

I sin erindringsbog, "Reserven", beskylder prins Harry også sin egen familie for at gå i seng med djævelen, som han beskriver sit svigt.

Ifølge ham har det britiske kongehus plantet løgne om ham og især hertuginde Meghan og ikke beskyttet - og forsvaret - dem mod pressens pres.

Det var en af grundene til, at parret trak sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus. Siden er parret flyttet til den amerikanske delstat Californien, hvor de i dag bor med deres to børn, Archie og Lilibet.

Prins Harry er dog blevet kritiseret for selv at udlevere sin egen familie i medierne.

Powered by Labrador CMS