Sablet: -Målet er at tjene penge

Popstjernen Christopher er blandt lyspunkterne i ny Netflix-film, som får kritik af anmelderne

Udgivet Opdateret

Netflix-filmen "A Beautiful Life", som har den danske popstjerne Christopher i hovedrollen, får en lunken modtagelse af de danske anmeldere.

Filmen får premiere på streamingtjenesten Netflix 1. juni, og den centrerer sig om fiskeren Elliott - spillet af Christopher - som ved et tilfælde bliver opdaget som et kæmpe sangtalent.

Hos Filmmagasinet Ekko kalder anmelderen Frederik Hoff filmen for en "A Star Is Born"-efterligning, hvor "klichéerne står i kø".

For at tjene penge

Christopher synger selv alle sange i filmen. Sange, som han selv har skrevet.

- Netflix' mål er utvivlsomt at tjene penge på Christophers mange fans med en film, der føles som én lang smøre udi genren fanfiction, skriver han og kvitterer med to ud af seks mulige stjerner.

Sparet 98 minutter

Hos Berlingske holder anmelder Thomas Brunstrøm også igen med de rosende ord. I sin anmeldelse gennemgår han centrale scener fra filmen og slutter af med ordene:

- Hvis du indvender, at jeg har spoilet hele filmen, vil jeg fastholde, at jeg tværtimod har sparet dig for 98 minutter, du aldrig får igen. Selv tak, skriver han.

Godt skuespil

Dog er der ifølge Thomas Brunstrøm også lyspunkter i filmen, som han tildeler en ud af seks stjerner. Og de skal findes i hovedrolleindehaveren.

- Den gode nyhed ved denne film er, at det viser sig, at popstjernen Christopher faktisk godt kan spille skuespil, skriver han.

Det er Mehdi Avaz, som har instrueret "A Beautiful Life". Han debuterede med den anmelderroste "Mens vi lever" og har siden blandt andet instrueret Netflix-filmen "Toscana", der har komiker Anders Matthesen i hovedrollen.

Kaldt pinlig

Det var heller ikke en film, som imponerede anmelderne.

Politikens anmelder Nanna Frank Rasmussen giver "A Beautiful Life" to af seks hjerter og kalder filmen "pinlig". Kritikken lyder blandt andet, at filmens plot er forudsigeligt, og at der er "knaster i fortællingen".

Ligesom Berlingskes anmelder mener hun også, at Christopher er med til at løfte filmen.

- Musikeren og sangeren, der nu spiller sin første hovedrolle, er så musikalsk og behageligt selskab, at man næsten tror på det. Næsten, skriver hun.

- Den gode nyhed ved denne film er, at det viser sig, at popstjernen Christopher faktisk godt kan spille skuespil, skriver Berlingskes anmelder. (Arkivfoto).
- Den gode nyhed ved denne film er, at det viser sig, at popstjernen Christopher faktisk godt kan spille skuespil, skriver Berlingskes anmelder. (Arkivfoto).

CHRISTOPHER

Han udgav sit debutalbum Colours i marts 2012 på EMI, som bl.a. indeholdt hittet "Nothing in Common". Samme år var han på sin første solodanmarksturné. I 2012 modtog Christopher prisen som 'Årets nytænker' ved Danish Music Awards 2012. Prisen blev givet for at belønne "innovativt brug af sociale og digitale medier til at skabe kontakt med fans".

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS