Koldings nye badebro er klar til brug

På badebroen er der både ligge- og siddefaciliteter med borde og bænke.
Udgivet Opdateret

Vejen har været lang og kringlet, men nu er badebroen for enden af Lyshøj Allé i mål. Den indvies den 7. november kl. 15 med taler, vinterbadere og rundvisning på den 85 meter lange bro.

Håndværkerne har stadig travlt med at finpudse de sidste detaljer på broen, men de lover at blive færdige til indvielsen.

– Selv om vi indviede broen på Kolding havn sidste år, vil vi meget gerne fejre, at broen nu er endelig på plads og kan benyttes af alle. Jeg tror de fleste vil synes, at resultatet er utrolig flot. Vi nåede jo desværre ikke at blive klar til badesæsonen, men broen er stadig en udflugt værd og jeg ved, at vinterbaderne allerede har taget broen til sig, siger Bent Mouboe, miljøchef i By- og Udviklingsforvaltningen.

Til indvielsen holder borgmester Jørn Pedersen og idémanden bag broen, Kim Toft Andersen tale og arkitekten bag badebroen, Mads Lund kommer og fortæller om broens funktioner og faciliteter. Desuden hopper Koldings vinterbadere i vandet fra broen og Kolding Kommune serverer en pølse, øl og vand. Alle er velkomne.

En bro ud over det sædvanlige

Broen blev oprindelig varslet klar til den 7. oktober, men en blød fjordbund har vanskeliggjort opsætningen. I det hele taget har det været en specialistopgave at opstille en bro med så store dimensioner. Den måler 85 meter i længden og 5 meter i bredden, og kræver derfor et større antal pæle end mere traditionelle badebroer.

Broen er lavet i trykket fyr, og særlige funktioner og faciliteter er ligeledes med til at gøre broen til en oplevelse. Yderst går en sliske direkte i vandet. Vandet er her omkring 2,5 meter. To steder er der aflange åbninger i broen, hvor der er direkte kig til vandet, og hvor det vil være oplagt at fiske efter krabber. Flere steder på broen er der siddefaciliteter, hvor man kan indtage sin medbragte mad eller bare nyde udsigten over Kolding Fjord og by.

Badebro – fra idé til virkelighed

Badebroen er et af vinderprojekterne i den landsdækkende konkurrence “Byg det op,” som DR og Dansk Arkitektur Center gennemførte sidste år. Ideen til projektet stammer fra Kim Toft Andersen, Kolding.

Badeanlægget har siden færdiggørelsen i efteråret ligget på kajen i Kolding havn, mens sagsbehandlingen er foregået. Blandt andet har Kolding Kommune skullet indhente tilladelser fra flere forskellige myndigheder.

Powered by Labrador CMS