Hiphop-konge fylder rundt
Rapperen Snoop Dogg har i årtier begejstret hiphopfans med en omfattende produktion, men også haft sine kvaler med politiet. Den 20. oktober fylder han 50 år
Det er de færreste gangsterrappere, der rent faktisk praktiserer, hvad de prædiker i tekster spækket med pistoler, mord og bjerge af euforiserende stoffer.
Men selv om Snoop Dogg, der fylder 50 år onsdag 20. oktober, er opkaldt efter noget så uskyldigt som tegneseriefiguren Nuser, har han gennem hele karrieren haft små og store udeståender med loven.
Trods gode karakterer i skolen blev han som ung indblandet i Los Angeles-banden Crips, som han siden åbenlyst har støttet ved at bære bandens blå klæder. Og kort efter high school røg Snoop, med det borgerlige navn Calvin Cordozar Broadus, et halvt år i fængsel for kokainbesiddelse.
Tilbagelænet stil
Ved siden af ulovlighederne indspillede Snoop i starten af 1990'erne freestylerap. Hiphopmusik havde årene forinden fået et stort gennembrud, og Snoop Dogg kom med på bølgen med et frugtbart samarbejde med producer og rapper Dr. Dre.
Snoop Dogg spillede en hovedrolle på dennes debutalbum, "The Chronic", og fik året efter selv enorm succes med debutudgivelsen "Doggystyle" fra 1993, som Dr. Dre producerede.
Hiphoppere verden over fik straks ørerne op for Snoop, der rappede langt mere tilbagelænet end branchefællerne og stod for en stil, der trak på soul og funk.
Musikken fik dog ikke den rappende køter til at holde snuden ude af snavset, og han blev i 1993 tiltalt i en mordsag. Rapperen kørte en bil, hvorfra hans livvagt skød et bandemedlem, men med hjælp fra stjerneadvokaten Johnnie Cochran blev begge frikendt.
Kæmpehittede
Strømmen af Snoop Dogg-udgivelser fortsatte til glæde for genrefanatikerne, som dog aldrig fik en plade, der matchede den første. I stedet ramte Snoop Dogg ved indgangen til det nye årtusinde en guldåre, som skulle forme hans fremtidige karriere.
Han medvirkede på Dr. Dre-hittet "The Next Episode", som blev et megahit også uden for det vanlige hiphop-publikum.
Den brede succes syntes at begejstre Snoop, som i de følgende år mængede sig med popstjerner på en lang række hits.
Sammen med producer Pharrell indtog han hitlisterne med "Beautiful" og "Drop It Like It's Hot", og han har også samarbejdet med navne som Justin Timberlake, Katy Perry og Robyn.
Alsidig kunstner
Den musikalske midtsøgning er siden blevet ledsaget af utallige roller i film og tv-serier. Han har også stået bag tøjmærker, apps og sågar pornofilmproduktion.
Statussen som mangemillionær har dog ikke tæmmet trangen til unoder, og gennem hele livet har Snoop Dogg høstet straffe for især besiddelse af våben og hans faste følgesvend, marihuana.
Gangsterlivet er ikke desto mindre blevet så tilstrækkeligt borgerligt, at Snoop Dogg er blevet deltidsveganer og har kunnet træne sønnens football-hold.
Og til trods for, at rapperen efter eget udsagn drev rufferiforretninger i 2003-04, er han fortsat gift med gymnasiekæresten, Shante Taylor.
Rapperen rammer dansk jord med en koncert i København til februar.

