Ankesag starter i dag: Hvem dræbte Frank?

En 25-årig mand har anket dommen, hvor han blev kendt skyldig i, at have kørt bil i amfetaminrus og sidste år dræbte en 50-årig cyklist. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

En 25-årig mand, der i februar i år, blev dømt for at torpedere og dræbe 50-årige Frank Brian Hansen på cykel nær Kolding, har anket byrettens dom. I dag starter ankesagen ved Vestre Landsret i Kolding.

En 25-årig mand blev i februar idømt tre års ubetinget fængsel samt frataget retten til at føre andre typer motorkøretøjer end små knallerter i 10 år. Den dom skal afprøves ved Vestre Landsret og sagen starter i dag, skriver bt.dk.

I følge byrettens dom kørte den 25-årige bil i en amfetaminrus. På Egtvedvej i udkanten af Kolding kørte han mindst 140 km/t. Tidligt om morgenen den 16. august sidste år var 50-årige Frank Brian Hansen på cykel og skulle krydse Egtvedvej.

Bilen, der kom i høj fart, torpederede den 50-årige cyklist, der blev dræbt på stedet.

Den 25-årige mand – samt en ven i bilen – stak af fra uheldet. Og politiet havde svært ved, at finde ud af, hvem der førte bilen. Den 25-årige mand og vennen skød skylden på hinanden. Byretten i Kolding dømte den 25-årige skyldig.

Den 25-årige dømte mand har derfor nu har hyret den prominente forsvarsadvokat Mette Grith Stage til at føre sin landsretssag, som starter i Vestre Landsret i dag.

– Når man får en dom på tre års fængsel i byretten, kan det være rart at få nogle nye øjne på sagen, så derfor bliver det nu mig, der skal føre sagen, siger hun til bt.dk.

Sagen er af speciel karakter, da ingen vidner har set ulykken og de to mænd skyder skylden på hinanden. Den 25-årige mand blev kendt skyldig fordi, der stort set kun blev fundet glasrester i hans tøj, hvilket man mente beviste, at han sad i førersiden, hvor sideruden blev smadret.

Det er dog ikke nok til at få ham dømt, mener Mette Grith Stage:

– Jeg mener ikke man klart nok har bevist, at det var ham, der kørte bilen. Beviserne skal jo være så stærke, at der ikke er nogen rimelig tvivl. Så jeg vil forsøge at overbevise landsretten om, at han bør frifindes, siger hun.

Ankesagen tager sin afslutning i morgen, hvor der falder dom.

Powered by Labrador CMS