Verdens største Obama-supporter død

Den højeste mand i USA er død som følge af hjertesygdom - blot 38 år gammel

To meter og 34 centimeter høje Igor Vovkovinskiy ses her iført sin ikoniske T-shirt hilse på Barrack Obama ved et valgmøde i 2009.
To meter og 34 centimeter høje Igor Vovkovinskiy ses her iført sin ikoniske T-shirt hilse på Barrack Obama ved et valgmøde i 2009.
Udgivet Opdateret

Ukrainsk fødte Igor Vovkovinskiy, der med sine to meter og 34 centimeter blev kåret som USA´s højeste mand af Guiness World Records i 2010, er død.

Det skriver People.

Krammer sin døende søn

Dødsfaldet er også blevet bekræftet af afdødes mor i et opslag på Facebook.

"Igor døde den 20. august på hospitalet som følge af hjertesygdom. Han og hans storebror var sammen helt til det sluttede, skriver hun blandt andet i opslaget, der også viser et billede, hvor hun krammer sin døende søn.

People skriver desuden, at Igor Vovkovinskiy ifølge USA Today flyttede til USA i 1989 for at blive behandlet for en hjernesvulst. 

Svulsten trykkede på hans hypofyse, hvilket fik den til at udskille abnormt meget væksthormon. 

Verdens største Obama-supporter

Han fik for alvor offentlighedens opmærksomhed, ikke bare i USA men overalt i verden, da han tilbage i 2009 ved et Obama valgmøde blev fotograferet i en T-shirt med påskriften: 'Verdens største Obama-supporter'.

Igor Vovkovinskiy blev blot 38 år gammel.

Powered by Labrador CMS