3.100 danske læger er blevet hacket

3.100 danske læger er blevet hacket - og deres informationer kan være brugt til at skrive falske recepter.

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Et ubehageligt brev er dumpet ind ad brevsprækken til 3.100 danske læger. Afsenderen er Lægeforeningen og i brevet står der, at deres personlige informationer er blevet hacket.

Det skriver Ekstra Bladet, der er i besiddelse af brevet.

Lægeforeningen skriver til de 3.100 læger, at deres navne og cpr-numre har ligget offentligt tilgængeligt på en amerikansk hjemmeside. Det kan betyde, at lægernes personlige oplysninger er blevet misbrugt.

Derfor skriver Lægeforeningen ifølge avisen til sine medlemmer:

“I tiden fremover er det en god idé at være særlig opmærksom på, om dit cpr-nummer bliver brugt i en sammenhæng, som ikke er initieret af dig.”

God grund til bekymring

Overlæge Peder Klement Jensen, der er medlem af Lægeforeningens Sundheds-it-udvalg, siger til ugeskriftet.dk:

– Hvis man ringer til apoteket og præsenterer sig som læge, og kan oplyse sit cpr-nummer, kan de slå én op og se, at man er læge. Og så kan man få en recept på alt, selv de stærkeste morfika. Man skal være bekymret. Ikke kun for vores egen skyld, men hvis du vil have befolkningens tillid til, at vi kan passe ordentligt på deres sundhedsdata, duer det ikke, at der sløses, siger Peder Klement Jensen.

Den amerikanske hjemmeside er nu blevet lukket ned af myndighederne, og Lægeforeningen har fået oplyst af politiet, at der formentligt er omkring 30 personer, der har haft adgang til oplysningerne, inden der blev grebet ind.

Powered by Labrador CMS