5:2-kuren - Tab dig med 2 dages faste

Hvad er 5:2-kuren? Her får du svar på, hvad, hvor meget og hvor tit du skal spise på den populære fastekur. Se her, hvordan du taber dig uden sult

Med 5:2-kuren kan du tabe dig uden samtidig at være sulten.
Med 5:2-kuren kan du tabe dig uden samtidig at være sulten.

5:2-kuren har været en af de mest populære slankekure de sidste år.

I korte træk går kuren ud på at faste to ud af ugens fem dage. Men hvor du på andre fastekure slet ikke må spise, skal du faktisk indtage mad på dine fastedage med 5:2-kuren.

Måske fordi den er forholdsvis nem at overholde, har 5.2-kuren fået så mange danskere til at forsøge sig med faste, når de gerne vil tabe sig.

To dage om ugen må du, mens du er på slankekuren indtage 500 kalorier, hvis du er kvinde, og 600 kalorier, hvis du er mand, fordelt på to måltider. Ugens andre fem dage må du spise, som du plejer, så længe det er forholdsvis sundt.

Hvorfor faste?

Der er mange teorier om, hvordan faste virker på kroppen. Når du på dine fastedage med 5:2-kuren kun spiser få kalorier, bruger din krop energi fra de fedtdepoter, du har oplagret og gerne vil af med. Og derfor giver det sig selv, at du taber dig.

Nogle eksperter mener, at faste potentielt kan stresse kroppen, der vil passe ekstra godt på sine fedtdepoter i stedet for at bruge af dem, når den ikke får mad.

Det er kroppens naturlige reaktion på sult. Alligevel har mange danskere gode erfaringer med vægttab på 5:2-kuren, og måske netop fordi du får lov at spise normalt fem dage om ugen, bliver kroppen ikke så stresset, som på mere strikse kure.

Et alternativ til 5:2-kuren er 16:8-kuren, hvor du må spise, som du lyster i otte timer, men skal faste resten af døgnet.

Principperne bag 5:2-kuren

Reglerne er enkle. Sådan skal du spise på 5:2 kuren:

  • Hold faste to dage om ugen.
  • De to fastedage må ikke ligge op ad hinanden.
  • Spis 500 kalorier om dagen som kvinde og 600 kalorier om dagen som mand på fastedage.
  • Spis kun to måltider på fastedage (frokost og aftensmad).
  • Drik vand, te og kaffe (uden mælk) på dine fastedage.
  • Spis normalt men stadig sundt resten af ugens dage. Undgå unødvendige kalorier og hold dig gerne til de officielle kostråd, når du ikke faster.

Taber man sig med 5:2-kuren?

Og hvor meget taber man sig med 5:2-kuren? Du kan forvente at tabe dig 300-700 gram om ugen, hvis du spiser efter principperne bag den populære slankekur, holder dit indtag på 500 kalorier som kvinde og 600 kalorier som mand på fastedage og også spiser fornuftigt ugen andre dage.

En undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort i tidsskriftet JAMA Internal Medicinal Journal, viste, at de personer, der deltog, tabte sig, når de holdt sig til 5:2-kuren.

Men undersøgelsen viste også, at fastekuren ikke resulterede i et større vægttab end andre slankekure.

I sidste ende handler det om, hvorvidt du indtager flere eller færre kalorier, end du spiser. Derfor kan du heller ikke regne med at tabe dig, hvis du overspiser de dage, hvor du ikke faster. Prioriter at spise magert kød, fuldkornsprodukter, grøntsager og skær ned på alkohol og kalorieholdige drikke som juice, sodavand og caffe latte med fed sødmælk.

Hvor meget du taber dig, afhænger også af, om du er fysisk aktiv og får rørt dig, dit stofskifte og om du generelt fører en sund livsstil.

Hvornår og hvor tit skal man spise på 5:2-kuren?

Du skal faste to dage om uge, når du er på 5:2-kuren, og de to dage må aldrig ligge i forlængelse af hinanden.

Fordel dem ud over ugen: Det kan f.eks. være mandag og torsdag. Du kan helt selv vælge, hvilke dage du vil faste.

Det betyder, at du kan planlægge dine fastedage bedst muligt, så du f.eks. kan spise det samme som resten af selskabet, hvis du er inviteret til middag.

Nogle mener, at det er mindre vigtigt, hvornår på dagen du spiser, og hvor mange måltider du får indenbords, så længe du kun indtager 500 kalorier som kvinde og 600 kalorier som mand. Andre slankeeksperter anbefaler, at du fordeler dine kalorier på to måltider: Frokost og aftensmad.

5:2-kuren: Hvad må man spise på en fastedag?

Vil du gerne tabe dig med 5:2-kuren, er her nogle bud på nemme og enkle retter, hvor du vil føle mæthed, selv om du kun må indtage ca. 250 kalorier som kvinde og 300 kalorier som mand til pr måltid:

  • Havregrød med æble - ca. 2 dl havregrød kogt på vand og et æble i terne indeholder ca. 250 kalorier.
  • Omelet med kylling - en omelet med to æg og 100 gram kylling indeholder ca. 250 kalorier.
  • Linsesuppe eller dahl - 2,5 dl magert tilberedt dahl indeholder ca. 250 kalorier.
  • Salat med tigerrejer og grønne bønner - 100 gram rejer, 200 gram haricot verts og dertil bladgrønt og tomat indeholder ca. 250 kalorier.
  • Skyr med bær og nødder - 2 dl skyr med en lille håndfuld bær og nødder indeholder ca. 250 kalorier.
Powered by Labrador CMS