540 vejarbejder: Her kan du forvente kø på bilferien

Der er over 540 vejarbejder i Tyskland som med garanti kommer til at drille de danske bilister, der skal syd på for at holde ferie.

Udgivet Opdateret

Der er højsæson for vejarbejde på de tyske motorveje i den kommende tid. Det har en stor indflydelse på ferietrafikken, der med sikkerhed kan give massive kødannelser. Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Her får du et overblik over, hvor der er vejarbejde, så du kan planlægge en rute udenom, når du pakker bilen og drager mod sydlige himmelstrøg.

Svært at undgå

Med over 540 vejarbejder i løbet af sommeren, er der en stor chance for, at danske bilister ramler ind i kø på grund af vejarbejde. Men det bliver svært for danske bilister helt at undgå køer.

Der er både vejarbejde fra Flensborg til Ulm og fra Berlin til München, som ifølge FDM er motorveje, danske bilister benytter sig af jævnligt, når de drager på bilferie.

Kør om natten

Et tip skal der da lyde fra FDM, hvis du vil undgå den kø, der dannes på grund af vejarbejde.

– Skal man på kør selv-ferie i Europa, må man indstille sig på længere rejsetid og risiko for kødannelse. Især i Tyskland. Man kan dog tage sine forholdsregler ved at køre om natten, hvis det er muligt, eller midt på ugen, ligesom man bør undgå de store byer som Hamborg og Berlin i myldretiden, siger journalist og testkører på FDMs medlemsmagasin Motor, Karsten Meyland Lemche i pressemeddelelsen.

Få trafikmeldinger

En anden god idé, hvis du er en af de mange tusind danskere, der skal på kør selv-ferie i det sydlige Europa, det er, at orientere dig om trafikken ved hjælp af radioens trafikmeldinger, en GPS med trafikmeldinger eller Google Maps.

Desuden opdaterer FDM også løbende med en køprognose hver uge.

Powered by Labrador CMS